Højesteret skal se på Irak-krig

Artikel af Morten Larsen i Arbejderen, 27. februar 2010

Sandheden om Irak-krigen skal frem. Og så skal vi lære af krigen mod Irak. Det må aldrig ske igen, fastslår Grundlovskomitéen forud for retssag.

- Det må ikke ske igen!

Sådan begrunder Birgitte Albrechtsen, hvorfor i alt 25 danskere fra Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irak-krigen har anklaget statsministeren for grundlovsbrud, da Folketinget med spinkelt flertal sendte Danmark i krig mod Irak. 

Hun er formand for Grundlovskomitéen, der på onsdag, torsdag og fredag i Højesteret skal bevise, at de har en retslig interesse i at føre sagen.

- Det koster milliarder af kroner for det danske samfund at føre krig. Krig er ved at ruinere USA. De penge kunne vores samfund bruge på andet end krig. Vi vil gerne hjælpe nødlidende og hjælpe med genopbygning. Men det er en helt anden slags hjælp end en invasion, siger Birgitte Albrechtsen til Arbejderen.

Retssagen mod statsministeren blev anlagt helt tilbage i oktober 2005. Ifølge grundlovens paragraf 19, stk. 2 kan Folketinget kun gå i krig mod andre lande i selvforsvar eller efter FN-mandat. I 2003 var der hverken et FN-mandat eller et irakisk angreb på Danmark. Derfor overtrådte regeringen grundloven, mener komitéen.

Andre lande har allerede erklæret krigshandlingerne ulovlige: Norge, Sverige og Tyskland og senest Holland i en tilbundsgående undersøgelse fra februar. FN`s tidligere generalsekretær Kofi Annan har gjort det samme.

- Vi ønsker ikke nogen straffet. Vi ønsker bare, at sandheden kommer frem. Det er syv år siden, at regeringen sendte Danmark i krig mod Irak. Vi skal have afklaret og opklaret, så vi kan undgå at det sker igen. Folketinget har taget en så alvorlig beslutning som at sende vores land i krig, uden at være sikker på lovligheden. Jeg tror det bliver svært for Højesteret at afvise vores sag, uddyber Birgitte Albrechtsen.

Blandt sagsøgerne er Johan Kirkmand, der mistede sin søn i krigen mod Irak. Udover de 25 sagsøgere har mere end 4900 danskere skrevet under som støttesagsøgere i sagen.