Møller versus mig - og Obama

Artikel af Jørgen Flindt Pedersen i Information 22. november 2008

De våde øjne efter valget af Barack Obama tørrede pludseligt, da Per Stig Møller kaldte den kommende amerikanske præsident en sikkerhedspolitisk høg og åbnede muligheden for, at Danmark også under Obama kunne gå med i krigskoalitioner uden om FN. Hvad fik netop Per Stig Møller til at stille skarpt på en af de mest fatale beslutninger i USA's og Danmarks historie? Jeg måtte dykke ned i min gamle kasse fra tiden op til Irak-krigen - og fandt en knækket idealist, der vil have gjort alle os andre til kynikere.

Det var den søndag, som afsluttede ugen, hvor amerikanerne havde valgt Obama. Halvt i søvne lyttede jeg til morgenradioavisen, indtil jeg vågnede op og spidsede ører. Per Stig Møller blev citeret for, at vi danskere meget vel igen skulle tage stilling til at gå i krig uden mandat fra FN. Begrundelsen var, at Obama som alle andre amerikanske præsidenter var en høg i sikkerhedspolitiske spørgsmål, fordi han forfulgte sit lands interesser.

Det var virkelig en spand koldt vand i hovedet på alle, der med fugtige øjne rettet mod en mand i en park i Chicago havde tilladt sig at nære drømmen om en lidt mindre kynisk verden.

I Søndags-Politiken så jeg, at udenrigsministeren var korrekt citeret - han tillod sig endog en lille vits om, at det ikke var Lasse Budtz, amerikanerne havde valgt.

Samtidig slog han fast, at nok var Sikkerhedsrådet "fortsat et afgørende organ", men kørte det fast, ville han ikke afvise at gå med i en coalition of the willing.

Hvad sker der, tænkte jeg og vadede op på kontoret, hvor den store kasse stod. Med alle papirerne fra den gang jeg researchede på forløbet op til regeringens beslutning om at støtte USA's invasion i Irak. Hvad var det, der fik netop Per Stig Møller til nu at stille skarpt på en af de mest fatale beslutninger i USA's og Danmarks historie?

For det virkede paradoksalt, at det var udenrigsministeren - og ikke statsministeren - der fremturede. Jeg dykkede ned i kassen med papirer og notater.


De konfrontative

Det afgørende træk i forløbet er en kraftig rivalisering mellem en statsminister, som er aktivist og ønsker at drive værdikamp - også på udenrigspolitikkens område - og en udenrigsminister, der ønsker at bevare Danmarks position som den absolutte fortaler for et styrket FN.

Den 25. marts 2002 spiser Anders Fogh Rasmussen morgenmad hos præsidenten i Det Hvide Hus. Der er en rigtig god stemning mellem de to ledere, som blandt andet diskuterer Irak og terror.

Her er tale om to mennesker af samme mentale støbning. Begge har angreb og konfrontation i deres politiske arsenal, begge har lanceret en værdikamp i deres lande, og begge går op i begreber som nationens ære og det gode og det onde. For George Bush var det en arv fra den gamle Bush at fjerne den Saddam Hussein, som havde fået lov til at blive siddende efter den første Golfkrig, og som havde stræbt faderen efter livet. For Anders Fogh gik tankerne tilbage til et tidligere tidspunkt i Danmarks nyere historie, til den tyske besættelse, da regeringen havde bøjet nakken for en diktator og samarbejdet med tyskerne. Begge vil demonstrere nutidigt heltemod gennem et opgør med tyrannen.


De pragmatiske'

Den 3. juli 2002 møder udenrigsminister Per Stig Møller sin amerikanske kollega, Colin Powell, i New York. Også her er der tale om gemytternes overensstemmelse. De er pragmatikere, der ser det som deres opgave at få den internationale retsorden til at fungere og undgå krigen. Og begge er i en form for konfrontation med deres boss. Samtidig med skal de virke beroligende på offentligheden. Som Per Stig Møller klart udtrykker det den 6. september 2002 om Iraks eventuelle besiddelse af masseødelæggelsesvåben:

"Beviserne skal kunne holde i byretten."

Han er ikke manden, der vil gå i krig, medmindre FN har fremskaffet beviserne, og Sikkerhedsrådet har vedtaget, at det så er det, man gør.

Samme sommer fortæller Colin Powell sin præsident, at problemet ikke er at styrte Saddam Hussein, men hvad der skal ske efter en sejrrig invasion:

"Du vil blive den stolte ejer af 25 millioner mennesker. Du vil eje alt deres håb, al deres stræben og alle deres problemer. Du vil eje det hele."

Powell henviste til et slogan fra porcelænsafdelingen i Wall-Mart:

"You break it, you own it."

Den danske statsminister lægger i modsætning til sin udenrigsminister sig hurtigt fast på sin holdning til Saddam Hussein. Allerede den 6. september 2002 siger Fogh Rasmussen:

"Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem."


Småstatstankegang

Tre uger efter den amerikanske kongres den 10. oktober 2002 har stemt for at give præsidenten autorisation til at gå i krig mod Irak, bringer Politiken en kronik af statsministeren.

Det sker på baggrund af den såkaldte Sakajev-sag. Regeringen havde givet tilladelse til, at der i København blev afholdt en konference om Tetjenien med folk, som Moskva betragtede som terrorister. Det gav anledning til voldsom russisk kritik og et krav om udlevering af den tetjenske eksilpolitiker, Akhmed Sakajev. Han blev anholdt, men ikke udleveret, idet regeringen sagde, at sagen må gå rettens gang.

I kronikken skriver statsministeren, at han i de hjemlige reaktioner på den russiske vrede har mærket "en småstats tankegang". Filosofien bag denne politik var formuleret af den radikale udenrigsminister P. Munch i 1905:

"Det første og sidste krav, vi skal stille til dansk diplomati, er, at det skal holde sig i ro og gøre sit yderste for, at vi kan leve så ubemærket som muligt."

Som Fogh udlagde det:

"Ikke se. Ikke høre. Ikke tale. Ikke udsætte sig for kritik."

Og statsministeren konkluderer:

"Bag den hjemlige kritik af regeringen i de aktuelle sager om Rusland aner man det uudtalte ønske om at vende tilbage til fortidens usle tilpasningspolitik, hvor Danmark holder lav profil, og hvor vi med alle midler søgte at smyge os uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give problemer. Men sådan er verden ikke mere. Især da ikke efter 11. september 2001."
Stadig fred og ingen fare

Den 8. november 2002 vedtager Sikkerhedsrådet enstemmigt resolution 1441. Den fastslår, at Irak gennem årene har krænket og fortsat krænker sine forpligtelser i forhold til tidligere sikkerhedsrådsresolutioner. Det er en væsentlig misligholdelse, der udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Rådet giver Irak en sidste chance for at opfylde sine forpligtelser ved at lade FN's våbeninspektører få uhindret adgang og ved inden 30 dage at fremlægge en fuldstændig redegørelse for landets masseødelæggelsesvåben.

Det vigtige spørgsmål med hensyn til, hvad der sker, hvis Irak ikke samarbejder, besvares i paragrafferne 12 og 13, hvor det fastslås, at Sikkerhedsrådet så vil træde sammen. Da der kort tid efter er debat i Folketinget, er statsministeren også klar i sin fortolkning:

"Der ligger ikke i resolutionen nogen automatisk bemyndigelse for FN's medlemslande til at gribe til våben over for Irak, hvis Irak ikke retter sig efter resolutionens krav. Nu skal Irak leve op til det internationale samfunds krav. Hvis Irak snyder på vægten, vil Sikkerhedsrådet straks mødes om sagen."

Lige efter nytår 2003 er Per Stig Møller for alvor på banen med sin udenrigspolitiske vision. Den, der vil lede efter begreber som "ussel tilpasningspolitik", søger forgæves. Udenrigsministeren fremhæver, at den fornemmeste opgave er at sikre en fredelig klode gennem styrkelse af de internationale organisationer som FN, WTO og Den Internationale Straffedomstol:

"Vi skal gå efter et velfungerende globalt verdenssamfund, som er reguleret efter et retssamfunds spilleregler, så alle uenigheder kan bilægges fredeligt."

Udenrigsministeren ser sin politik som det eneste alternativ til anarki, terror og etnisk rivalisering:

"Den største nærværende trussel kan udløses af et forkert afsæt på Irak-konflikten - hvis FN-systemet kortsluttes, og de arabiske lande ikke føler, at de kan gå med USA ind i opgøret med Irak."

Det var god læsning. Jeg var sikker på, hvor jeg havde Per Stig Møller.

Våbeninspektørerne finder ikke spor af de masseødelæggelsesvåben, som både statsminister og udenrigsminister har bundet deres argumentation op på. Men USA har en anden dagsorden.


Toget er kørt

Som FE meddeler regeringen:

"For præsident Bush er en udgang på Irak-krisen, som efterlader Saddam Hussein ved magten, uacceptabel."

Her drejer det sig ifølge FE altså ikke om afvæbning, men om regimeskifte. Notatet slår fast:

"Den amerikanske regering vil bryde FN-sporet, hvis den føler sig overbevist om, at den ikke kan få Sikkerhedsrådets mandat til et angreb på Irak."

Det er den 30. januar 2003. Få dage forinden har den svenske våbeninspektør Hans Blix bedt Sikkerhedsrådet om mere tid, et par måneder, til sit hold af efterforskere. Samtidig udsender statsministeren sammen med syv andre europæiske statsledere - blandt andet britiske Blair og spanske Aznar - en stærk støtteerklæring til USA. Der nævnes intet om våbeninspektørernes fortsatte arbejde. Frankrig og Tyskland er ikke med. Brevet bliver ikke forelagt Det Udenrigspolitiske Nævn og må klart opfattes som en underløbning af Per Stig Møller. 'Du kan lege med dit FN-spor, men toget er kørt.'

Men udenrigsministeren giver ikke op. Han siger i Folketinget:

"Jeg synes ærlig talt, at det er meget klart, at det er Sikkerhedsrådet, der afgør om 1441 er nok. Det er det, der menes med forankret i FN."

I Sikkerhedsrådet er der total uenighed mellem USA og Frankrig og Tyskland om, hvorvidt våbeninspektørerne skal have en ny frist til deres arbejde. USA vil ikke vente længere.

Den 12. marts mødes Anders Fogh Rasmussen med de konservatives Bent Bendtsen. Statsministeren skal give sin ven George Bush besked om Danmarks holdning. Det er bemærkelsesværdigt, at udenrigsministeren - den brændende advokat for FN-forankringen - ikke deltager. Han er på vej hjem fra Thule. Bendtsen beslutter, at gruppen må drøfte spørgsmålet næste dag.

På gruppemødet erklærer hjemvendte Per Stig Møller, at FN-sporet må forsøges til det sidste. Hans tale bakkes kraftigt op af udenrigsordfører Gitte Seeberg. Ifølge velinformerede iagttagere fandt der derefter en velforberedt aktion sted. Først Brian Mikkelsen:

"Jeg håber, at en krig ikke vil blive nødvendig, men jeg mener, at vi må være parate til krig, hvis andre veje viser sig nytteløse."

Efter ham retter Lene Espersen et kraftigt angreb på - ikke Per Stig Møller - men Gitte Seeberg:

"Jeg er dybt uenig med Gitte Seeberg," siger hun og erklærer, at hun efter at være blevet mor slet ikke kan klare folk som Saddam Hussein. Hun kommer med skarpe angreb på alle, der ikke umiddelbart vil gå i krig. Et klart attentat på den linie, som udenrigsministeren har lagt. Bent Bendtsen tager ikke afstand fra angrebet.

Problemet for Per Stig Møller var sådan set ikke, hvad han tidligere havde sagt. Problemet var, at han mente det. Hvis han mente noget med at have en politisk overbevisning, måtte han true med at gå af.

Dagen efter mødes Fogh, Bendtsen og Per Stig Møller. Det haster. For samme dag skal statsministeren tale i telefon med den amerikanske præsident. Fogh vil meddele Bush, at Danmark er med i the coalition of the willing.

Per Stig Møller samtykker og bliver sendt hjem til ministeriet. Folkeretskontoret skal levere det stykke papir, som gør det lovligt for Danmark at gå i krig uden en ny FN-resolution.


Politik og jura

I notatet argumenteres der for, at to gamle sikkerhedsrådsresolutioner 678(1990) og 687(1991) kan bruges. Det siges ganske vist, at "det optimale grundlag for iværksættelse" af nye militære forholdsregler mod Irak ville være, om en sådan behandling kunne munde ud i en vedtagelse af en ny klar resolution eller en formandsudtalelse. Men, fastslås det:

"En bred kreds af lande er enige om, at en ny resolution ville have været politisk ønskelig - men det er ikke juridisk påkrævet."

Konklusionen er, at der med resolution 1441 foreligger "et klarere og mere opdateret juridisk grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak", end tilfældet var, da den daværende socialdemokratisk-radikale regering i februar 1998 på grundlag af 678 og 687 fremlagde forslag om dansk deltagelse i en militær indsats over for Irak.

Den 16. september 2004 udtaler FNs generalsekretær, Kofi Annan, til BBC, at "angrebet på Irak var ulovligt".

Da jeg foråret 2007 tilfældigt møder udenrigsministeren i Folketinget, siger han til mig, at det for ham helt afgørende var, at de juridiske eksperter sagde god for beslutningen. Nu drejede det sig pludselig om jura og ikke om politik for Per Stig Møller, mens statsministeren havde erklæret sig træt af at høre på mere "juristeri". Verden var bare bedre uden Saddam Hussein.


Det ultimative bedrageri

Af det bedrageri, som fandt sted over for den danske befolkning, tegnede Per Stig Møller sig i min optik for det største. Ikke alene fastholdt han argumentet om masseødelæggelsesvåben til det sidste, han svigtede også den klare forankring i FN, som vi alle måtte tro, at netop han ville holde fast i. At hans egne jurister, efter at den politiske beslutning var truffet, pludselig fik en folkeretlig åbenbaring, gjorde kun bedraget større.

Det var i orden at ville vælte Saddam. Jeg havde selv været i Irak og oplevet diktatorens grusomme politistat. Men så var det jo det, vi som borgere skulle tage stilling til.

I stedet prøvede både Bush og Fogh at få det til at handle om masseødelæggelsesvåben og terror. Og udenrigsministeren stod bi. Og nu ivrer han af alle for, at det kan vi da godt prøve igen.

I samme forbindelse havde det været passende med nogle overvejelser med hensyn til ofrene i den befolkning, som koalitionen af villige skulle hjælpe. Dræbte, sårede og torterede. Og millioner af fordrevne, som vi meget nødigt vil tage os af. You break it, you own it.

Og når Per Stig Møller omtaler Obama som en 'høg', glemmer han den ikke uvæsentlige detalje, at senatoren fra Illinois var imod krigen i Irak.

Udenrigsministerens påmindelse til os naive får mig til at tænke på idealisten, der brød med sin overbevisning, og nu vil have alle andre gjort til samme slags kynikere.

Lad os bevare håbet bare lidt endnu.