En bekymret borgers betragtninger. Hvorfor undlod Danmark at indlemme FN’s konvention mod tortur i dansk lov?

Kronik af Bent Sørensen i Politiken, 18. november 2008

»Thi see omkring dig, du, som øjne har Og brug dit Øre, du, som eier Øre! Og siig mig så, om Landet forhen var I slig en Gjæring og i saadant Røre? Tro, Stat og Videnskab man om vil gjøre, Folk, Fæ og Jord paa anden Viis man ta’er: Enhver kan rive ned – men hvo kan bygge? See, deri Brødre! stikker vor Ulykke«

Frederik Paludan-Müller, ’Adam Homo’ (1842), 1. sang. Præsten Peter Homos tale til sin søn Adam ved dennes dåb, ca. 1815.

Nu, næsten 200 år senere: Har tingene ændret sig? Gælder Peter Homos ord stadig? Læsere af Politiken er formentlig den gruppe personer i Danmark, der har de bedste øjne og den skarpeste hørelse til at afgøre, om man har omgjort »Tro, Stat og Videnskab« eller taget »Folk, Fæ og Jord« på anden vis.

Som læser af Politiken siden fødslen vil jeg se på problemstillingen, baseret dels på Danmarks forhold til FN’s torturkonvention, dels statsministerens og andre politikeres forhold til Grundloven.

Ifølge FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1984), ratificeret af Danmark 26. juni 1987, nedsættes en komité på ti personer.

Jeg blev valgt til komiteen fra dens start i 1987 og gik af, 75 år gammel, med udgangen af 1999. Jeg var den eneste læge i komiteen. De andre ni var advokater: professorer i international ret, dommere eller diplomater.

Som den eneste uden juridisk baggrund blev jeg hurtigt ’djævlens advokat’, imod eller rettere i samarbejde med advokaterne.

De deltagende stater er forpligtet til hvert fjerde år at indsende rapporter til komiteen om, hvorledes konventionens bestemmelser er indføjet i landets love, samt hvorledes de overholdes i praksis.

Landet sender en delegation til komiteens møder i Genève, hvor rapporterne diskuteres og kritiseres. Dette gentager sig hvert fjerde år. Danmark var blandt de allerførste lande, der mødtes med komiteen, 19. april 1989.

På det allerførste møde med den danske delegation spurgte FN-komiteens daværende formand delegationen: »Kommer der til Danmark en ikkedansk statsborger, der er mistænkt for at have udøvet tortur uden for Danmarks grænser, vil Danmark da tilbageholde ham, undersøge sagen og eventuelt bringe ham for dansk ret, respekterende, at der ikke er en forældelsesfrist for forbrydelsen ’tortur’, således som defineret i konventionens artikel 1?«. Den danske delegation svarede ja.

Kommentar: Svaret var dengang, og indtil juli 2008, ikke korrekt. Tortur var ikke omtalt eller en del af dansk straffelov. Dette faktum resulterede blandt andet i følgende:

Der var aldrig tortur i Danmark. Statistikken over forbrydelser i Danmark hviler på straffelovens paragraffer over forbrydelser, og da tortur ikke var omtalt i straffeloven – voila, var der ikke tortur i Danmark. Måske meget bekvemt for de danske myndigheder.

Kom der en ikkedansk statsborger til landet, og var der begrundet mistanke om, at han var ansvarlig for den internationale forbrydelse ’tortur’, blev hans forhold undersøgt med henvisning til forbrydelser under dansk lov – han kunne således f.eks. blive beskyldt for grov vold, voldtægt og lignende (for hvilke forbrydelser der er tidsbegrænsning), men altså ikke for tortur, for hvilken forbrydelse der ikke er tidsbegrænsning.

I modstrid med Danmarks internationale forpligtelser var dansk lovgivning ikke tilpasset torturkonventionen. ’Med love kan man land nedbryde’. Konventionens definition af tortur og øvrige bestemmelser kunne således ikke bruges – de fandtes jo ikke i dansk lov.

Det må have været meget svære øvelser for de statsadvokater, der specielt var udvalgt til at behandle ’særlige anliggender’. Efter min bedste viden fik 11 personer, mistænkt for at være torturbødler, tilladelse til at forlade Danmark, i stedet for at blive anklaget i henhold til dansk ret.

I folketingsåret, der lige er afsluttet, gennemførte regeringen nye love eller anordninger hver 7. time året rundt – så ikke alt fik en grundig behandling i pressen.

En af disse love, nr. 494 om inkorporering af FN’s torturkonvention i dansk straffelov, blev heller ikke omtalt. Den blev vedtaget i juni 2008, så at sige på dato 21 år efter Danmarks ratifikation af konventionen.

Der er sket meget i konventionens første 21 leveår. I mine tilsvarende første år blev jeg født, lærte at gå, gik i skole, blev student og fik første del af medicinsk embedseksamen (foruden alt det private) – jeg blev faktisk voksen, ligesom konventionen blev det i mange lande – blot ikke i Danmark.

Indholdet af lov nr. 494 er ganske kort: at forbrydelser ifølge straffeloven skal straffes ekstra, såfremt de er udført som tortur. Der gives en definition på tortur, og på, hvilke personer der kan udføre tortur. Der er ingen forældelsesfrist for tortur.

Det er således kun nogle af konventionens bestemmelser, der indføres i dansk lov, og det endog i ændret form. Mange andre er stadig ikke inkorporeret.

Konventionens tekst er ellers lysende klar. Før valget i 2001 forelå faktisk et lovforslag om simpelthen at indlemme konventionen i dansk lov, i lighed med Europarådets menneskerettighedskonvention. Forslaget bortfaldt med valget.

Konventionens indhold er fremkommet efter års arbejde, udført af verdens mest anerkendte jurister. Den er vedtaget ’in concensus’ af FN’s Generalforsamling. Hvad får nu det danske Justitsministerium til ’bessermachen’? Og til at udføre inkorporeringen halvt?

Lovforslaget fra 2001 var jo klart, særdeles let at gennemføre og fuldt forståeligt. Hvorfor dog et nyt? Djævlens advokat undrer sig: ’Med love kan man land nedbryde’.

Men trods alt må livet for statsadvokaterne for særlige anliggender være blevet lettere. Vi får se.

I marts 2000 sendte TV 2 i den gode sendetid en udsendelse om isolation. Den blev set af ca. 260.000 personer.

I udsendelsen fortalte Helle Jensen om sin tid som varetægtsfange i isolation. Hun mente, at hun dengang var ved at blive mentalt helt forstyrret.

Dagen før landsretten skulle tage stilling til, om isolationen skulle forlænges eller ophæves, blev hun undersøgt af en læge, der konkluderede, at såfremt Helle Jensen ikke umiddelbart kom ud af isolation, ville der være stor risiko for, at hun pådrog sig varige psykiske skader. Landsretten havde lægens skrevne udtalelse, da den afsagde dommen: fortsat isolation (så vidt jeg erindrer i 14 dage til).

I tv-udsendelsen blev jeg interviewet og anmodet om at karakterisere Helles historie og tilstand. Jeg måtte konstatere, at alle fire betingelser var opfyldt for, at dommens bestemmelser var at karakterisere som tortur ifølge konventionens artikel 1: (1) En svær psykisk påvirkning, (2) påført forsætligt, (3) med et formål, (4) af en embedsmand.

Torturkonventionens art. 12 lyder: »Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået på noget territorium under dens jurisdiktion«.

Naivt gik jeg ud fra, at ’kompetente myndigheder’ ville iværksætte en upartisk undersøgelse. Der skete intet. Jeg henvendte mig derfor til rigsadvokat Henning Fode og anmodede, med henvisning til TV 2’s udsendelse (fremsendt i videokopi) og til konventionens art. 12, om en undersøgelse. Dette blev nægtet. Der fulgte nu en skriftlig udveksling af synspunkter om sagen mellem rigsadvokat Henning Fode og undertegnede.

Efter knap et år udmundede den i, at en undersøgelse efter rigsadvokatens mening ikke var nødvendig eller ønskelig. Jeg påklagede dette til komiteen mod tortur (hvilket er muligt efter konventionens paragraf 22).

Diskussionen fortsatte nu, bl.a. med svar til mig fra Justits- og Udenrigsministerium. Ingen af disse myndigheder ville foranledige en undersøgelse som ønsket og foreslået af mig og af den sagfører, der hjalp til i sagen, Thyge Trier.

Hele diskussionen forløb på et nobelt og akademisk niveau. Uvilkårligt mindedes jeg Otto Gelsteds ’Regler for nobel polemik’, trykt i Kritisk Revy 1928 (første og sidste vers):

En åndsturnering er en fest,

Og den har valgt den bedre del,

Som værner om den hvide vest

Og posen med det rene mel.

En dagens mand med dagens pen

Må lægge kræsen smag for dagen.

Men sagen, hvordan med den?

Hvad faen rager sagen sagen!

Konklusion: Alle myndigheder hævdede, at »der ikke var noget at komme efter«: Alle regler var opfyldt. Intet brud på lovpraksis. Art. 12 i konventionen mod tortur siger imidlertid ikke noget om at overholde givne love etc. Nej, den anmoder om en undersøgelse af, om der har fundet tortur sted.

Myndighederne blev ved og blev ved med at undersøge proceduren, selv om konventionens art. 12 (og undertegnedes breve) ustandselig understregede, at det var personen, der skulle undersøges – hvordan kunne man ellers konstatere, om Helle Jensen havde været udsat for tortur?

Hvad faen rager sagen sagen!

Men nu til noget helt andet.

Jeg er læge og også tidligere dekan. Som sådan har jeg modtaget utallige håndtryk fra cand.med.er, der med deres håndtryk højtideligt lover at overholde lægeløftet og dermed efter håndtrykket få ret til at udøve lægegerning.

På samme vis skal alle folketingsmedlemmer med deres underskrift forpligte sig til at overholde Grundloven. Først efter underskriften kan de fungere som medlemmer af Folketinget.

I begge tilfælde er der tale om kun én lov, men til gengæld skal den overholdes! Der er ikke blot tale om en højtidelig ceremoni. Nej, myndighederne mener det!

Grundloven blev sidst ændret ved folkeafstemningen 28. maj 1953. Jeg stemte ja. Der var dengang en reel frygt for en altødelæggende atomkrig. En opfattelse, som jeg jo ikke var alene om: Den danske stat producerede og husomdelte pjecen ’Hvis krigen kommer’. Det var stemningen.

Og hvad sagde så den nye Grundlov? Paragraf 2 var allerede dengang lidt skuffende: Danmark blev ikke et demokrati, nej: »Regeringsformen er indskrænket-monarkisk« (dette er formentlig skrevet uden ironi, men vi var mange, der mente, at havde bindestregen mellem indskrænket og monarkisk ikke været der, ville der være tale om en majestætsfornærmelse).

Nuvel. Den paragraf, der vedrørte os mest, var paragraf 19: Danmark kunne nu kun gå i krig, hvis vi blev angrebet eller efter en folketingsbeslutning baseret på et internationalt mandat, cementeret i FN. I marts 2003 besluttede Folketinget at gå i krig i Irak: 61 stemte for, 50 stemte imod, 68 var ikke til stede.

Trods clearing-ordningen: Folketinget skulle for første gang siden 1864 beslutte, om vi ville gå i en angrebskrig – og 68 medlemmer (flere end jastemmerne!) mødte ikke op. Skamfuldt!

Der forelå imidlertid efter mange danskeres mening (en mening, der for øvrigt deltes af generalsekretæren for FN, Kofi Annan), ikke en dækkende resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, og dermed var Folketingets beslutning i strid med Grundlovens paragraf 19.

Danskerne er jo ofte meget lovlydige: På opfordring af autoriteterne melder mange deres naboer, såfremt de har mistanke om social svindel (»Hun får fejlagtigt udbetalt børnecheck som enlig«).

Medierne og danskerne interesserer sig levende for ministres overtrædelse af de love, der hører under netop deres ressort (nogle ministre kan have skiftet ministerier!): Finansministeren vidste ikke, hvor store hans ejendomme var, eller hvor han boede, så der blev udbetalt EU-støtte på millioner.

Den blev, så vidt jeg erindrer, senere betalt tilbage. Forbrugsministeren havde besvær med afbetalingsloven. Justitsministeren med at erindre, hvor hun boede, og med færdselsloven. Sundhedsministeren med, hvad hans døbenavn var, og med, for hvilke instanser han kørte i taxi. Alt blev omfattet med stor mediebevågenhed og borgerinteresse.

Vi var nogle stykker, der mente, at nok var statsministeren tidligere afskediget for kreativ bogføring (da han var ressortminister for skat), men nu havde han – uden ressortministerium – brudt Grundloven, den eneste lov, som han og de andre folketingmedlemmer havde skrevet under på, at de ville overholde.

De andre ovenfor nævnte love gælder for alle danskere, er ’almindelige love’, som mange overtræder. Javel, men Grundloven. Den overtræder en folketingsmand, minister, endsige en statsminister ikke. Vi var 24, senere 26 borgere, der med Christian Harlang og Bjørn Elmquist som sagførere anlagde sag mod statsministeren for at bryde Grundloven.

Ved landsrettens behandling kom den overraskende afgørelse, at vi ikke havde ’søgsmålskompetence’. Jeg kan kun henvise til ovenstående:

Skulle en dansk statsborger ikke have interesse i at få afklaret, om hans statsminister har brudt Grundloven? Han opstiller (måske!) til genvalg, og hvad så? Et sådant påstået grundlovsbrud er alvorligt, uforståeligt og utilgiveligt måske specielt for os, der stemte for Grundloven i 1953.

Hvad blev så resultatet?

En ulykkelig krig, ud af hvilken vi kom med ringe ære og under uforståelig beskeden medieomtale. Vi blev allieret med USA, ifølge præsident Bush og Anders Fogh Rasmussen endog som de nærmeste og kæreste allierede.

Præsident Bush er commander in chief, øverstbefalende over de væbnede amerikanske styrker. Han er derved principielt ansvarlig for troppernes opførsel, og han er ansvarlig for de instrukser, der gives til de væbnede styrker og deres hjælpere.

Bush har officielt godkendt waterboarding som metode (endog en god én!) i efterforskning. Denne godkendelse gør præsident Bush til torturbøddel i henhold til konventionen mod tortur (konventionen er i øvrigt ratificeret af USA). Det er denne mand, en torturbøddel, vor statsminister omfavner og betragter som sin internationale ven.

Den danske deltagelse i Irakkrigen var ulovlig, ulykkelig, katastrofal, både for deltagerne og for den udenlandske opfattelse af Danmark som en fredselskende nation, der under alle forhold er imod tortur.

Hvis jeg ser mig omkring og åbner mine øjne, som Paludan-Müller beder os om, ser jeg og hører jeg intet, der taler imod hans ord: »Tro, Stat og Videnskab« man om har gjort. »Folk og Fæ« taget på anden vis.

En af Danmarks største forfattere, Henrik Pontoppidan, skrev, da han var 84 år, lige før han døde og som sine sidste ord i 1943, da verdenskrigen var på højden og rædslerne forfærdelige: »For der kommer vel en Tid, da Fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over«.

Jeg tvivler.

Bent Sørensen er professor, dr.med., tidligere medlem af FN’s Komité mod Tortur, samt én af de 26 sagsøgere.