Der er masser at komme efter!

Kronik af Nils Bredsdorff i Politiken, 30. december 2009

Undersøgelse af Irak-krigens lovlighed afslører nye belastende forhold for Blair 

Efter 4 kommissioner og et væld af informationer, nye og gamle, glemte og gemte, har den britiske regering i sommer hårdt presset nedsat en ny kommission: The Iraq Inquiry. Som det er fremgået af Politikens og Informations dækning har den nye kommission allerede vakt røre omkring beslutningsprocessen op til krigserklæringen, både Niger-sagen om Sadams atomvåben, de manglende masseødelæggelsesvåben, spørgsmålet om målet for krigen (regime-udskiftning), politikernes vanskeliggørelse af den militære planlægning og især debatten om krigsbeslutningens retlige grundlag. Ledende embedsmænd er indkaldt som vidner, og høringen er åben og distribueres på video.  Et særligt træk ved kommissionens arbejde er relationen til offentligheden. Normalt i den slags sager er der begrænset offentlighed – i bedste fald tillades sporadisk indsigt i arbejdet og vægten lægges i den afsluttende rapport, der ofte skjuler eller udelader, lige så meget som den afslører. Undervejs tages der beslutninger om, hvad der er vigtig, sensibelt eller politisk hensigtsmæssigt. Kritikken af de fire forudgående undersøgelser går netop på lukketheden, for snævre mandater, tildækning i stedet for afdækning Altså endnu en embedsmandskommission, der kan begrave de vigtige oplysninger i støv, når de tusindvis af sider kommer om 2 år.

Men her er der så alligevel noget nyt under solen: Udgangspunktet for denne kommission er fuld offentlighed, lukkethed er undtagelsen, det har formanden Chilcot gjort meget ud af. I den amerikanske version af kommissioner vægtes høringer med bistand af udspørgningseksperter, ofte advokater, højt. Vi kender det fra de for os overraskende hårde grillningseancer i amerikanske høringer og fra de hjemlige dommerundersøgelser, hvor det også er advokater, der udspørger, fx Tamil-sagen. I England udspørger kommissionsmedlemmerne selv, hvilket har ført til megen kritik for blødsødenhed (politisk forstås), men især for manglende vilje til at træde på vidnernes ømme tæer og forfølge fortalelser og modsigelser. Det vigtigste nye offentlighedselement, som kan gøre løfterne til virkelighed, skyldes ikke regering og kommission, men et ambitiøst, privat projektarbejde, støttet af bl.a. bladet Index of Censorship og internetmagasinet openDemocray samt folk fra de tre store politiske partier: The Digest of The Iraq Inquiry, http://www.iraqinquirydigest.org/uk.

Det er uklart, hvor pengene kommer fra, men det er frivillige, formodentlig hovedsageligt krigsmodstandere, der udgør rygraden i projektet. De har etableret en interessant og ekstrem effektiv gennemførelse af kommissionens offentlighedsmålsætning, der prisværdigt fokuseret forholder sig til kommissionens aktiviteter. En slags modtage- eller forstærkerorganisation, der formidler og behandler de enorme mængder af dokumenter og referater, der spyttes ud omkrig kommissionen.  The Digest er usædvanligt dokumentationsbevidst. Der er lænker til alt, og de har påtaget sig at lette opgaven med at finde baggrundsstoffet frem fra avisarkiver, biblioteker og tidligere høringer. Det giver kommissionens formelle mål om offentlighed kød og blod. Formelt lyder Digests mål således: ”Det er et projekt, der skal overvåge og kommentere Chilcot-høringen om krigen i Irak. Målet er både at informere og at skabe et dynamisk forum for kommentarer og analyser, mens undersøgelsen skrider frem. Det stræber efter at skabe balance mellem synspunkter og meninger, at være konstruktiv og at komme med fornuftsbegrundede og velargumenterede kommentarer ... Hovedformålet er at fremlægge det, der synes at være hovedspørgsmålene eller problemerne i det, som høringen skal behandle, og at skabe et forum for kommentarer til høringens fremgangsmåde og afsløringer.”

Begge organisationer har søgefaciliteter på hjemmesiden. En søgning på kommissionens hjemmeside på navnet på den britiske FN-ambassadør Greenstock giver tre fund, hvoraf det vigtigste er videoen med hans afhøring 27.12. Udskriften er på 103 sider. Søgning på Digests hjemmeside giver omkring 20 fund. Alle relevante henvisninger til formelle kommissionspapirer, hvor Greenstock ageren kommenteres af andre vidner, eller papirer til datidige dokumenter og analyser med dokumentation af hans adfærd. Fremragende arbejde, der letter, ja muliggør, at interesserede ikke-professionelle kan gå ind i sagen.
 
Iraq Inquiry Digest er en blog eller et kommissions-magasin med en redaktion, der har forskellige opfattelser af centrale spørgsmål i kommissionsarbejdet og krigsspørgsmålet, og som kommenterer kommissionens og i særdeleshed - vigtigt for bloggens dynamiske funktion i forhold til både kommission og offentlighed – hinandens gøren og laden. The Digest opsummerer standpunkterne om vigtige emner og forsyner dem med referencer, der ikke lader noget tilbage at ønske, fx om krigserklæringens lovlighed, der jo er særligt prekært i et land uden nogen formel grundlov. Projektet, som de kalder det, er selvfølgelig på de nye sociale medier Facebook og Twitter. Digest samler også op på pressens kommentarer og afsløringer eller, som i de følgende eksempler, foreslår indkaldelse af vidner, som kommissionen af en eller anden grund ikke har indkaldt.

Redaktøren Chris Ames skriver på baggrund af en artikel i Daily Mail om FNs våbeninspektør Hans Blix, som har kritiseret høringen:

”Så vidt jeg kan se, er Hans Blix’ bemærkninger til Daily Mail en anklage mod høringen indtil nu. Endnu engang hører vi noget om opbygningen til krigen fra aviserne snarere end fra høringen. Det er forbløffende, at Blix indtil videre ikke er blevet inviteret til at vidne … Doktor Blix har også erklæret sig uenig i en erklæring, sir David Manning fremkom med ved Chilcot-høringen i denne uge. Han fortalte høringen, at doktor Blix’ team havde undersøgt ti af nitten steder udpeget af den britiske efterretningstjeneste, som ’viste noget temmelig interessant materiale (some quite interesting)’.  Men våbeninspektøren siger, at han [Manning] burde være blevet spurgt om, hvad ’interessant’ egentlig betyder. … ’Ja, de førte til nogle interessante resultater, det er rigtigt – men aldrig til masseødelæggelsesvåben. Vi fandt nogle få dokumenter og lidt konventionelle våben – granater og sådan noget – intet andet.’ Blix har direkte kritiseret manglen på kritiske spørgsmål under høringen. … Og Mail-artiklen har en fremragende pointe: Chilcot-høringen har klart vakt mange minder, og Mail har ikke tænkt sig at stå på sidelinjen og se på, mens historien bliver fordrejet. Sir John behøvede bare at løfte røret og – vældigt ubehageligt for Blair – manden, der advarede ham om det absurde i at gå i krig på falske præmisser, ville tage det næste fly til London.” http://www.iraqinquirydigest.org/?p=4531

Bloggen redigerer indspil fra offentligheden og egne, men redaktionens sammensætning og dokumentationsforpligtelse sikrer fokus og gør bloggen til et meget interessant tidsskrift uden akademiske omsvøb.  I centrum står det helt afgørende: Krigens lovlighed og regeringens viden om lovlighedsproblemet. Vidste Blair, at krigen var ulovlig? Det er her, muligheden for at rejse sag mod Blair for krigsforbrydelse ligger. Umiddelbart kan man se en oversigt over de hidtidige centrale analyser, herunder ”Was the War Legal?” (http://www.iraqinquirydigest.org/?page_id=72)
Indimellem efterlyses konkrete dokumenter, som der går rygter om: Hvis De har nogle af disse dokumenter, så send dem til os under overskriften Missing evidence. Med lidt god vilje kan man sige, at kommissionen beder om det samme, men ikke så højlydt.

Regeringens øverste juridiske rådgiver og embedsmand Goldsmith er central i høringen, og alligevel er han ikke blevet afhørt.

Bloggen fremlægger loyalt regeringens standpunkt: ”Det er regeringens opfattelse, at den daværende rigsadvokat, lord Goldsmith, rådgav regeringen skriftligt den 17. marts 2003 og utvetydigt erklærede, at en engelsk deltagelse i invasionen ville være retligt baseret på FN-resolutioner. Rådgivningen blev offentliggjort dengang.  Regeringen har indrømmet, at Goldsmith havde afgivet en mere detaljeret og tvetydig analyse den 7. marts og i en vis udstrækning skiftet mening.” http://www.iraqinquirydigest.org/?page_id=619

Men hvorfor og hvordan skiftede Goldsmith holdning mellem d. 7. og 17. marts 2003? Avisen The Daily Mail – der er naturligvis en lænke til avisen - har fået nys om et Goldsmith-notat til Blair fra juli 2002 om, at krigen er ulovlig i forhold til international ret, hvilket vil sige at alle engelske krigsforberedelser er sket som ulovlige handlinger. Først selve krigserklæringen sker i den nye lovligheds skær. Goldsmiths udsagn sættes i relief af endnu en højtstående embedsmands (afskeds)brev om krigens ulovlighed fra dagen efter Goldsmiths omsving, samt af flere indikationer på, at også udenrigsministeriets embedsmænd var af den opfattelse, at krigen var ulovlig – indtil Blair beordrede dem til at mene noget andet. En del af kommissionens og bloggen The Digests fælles arbejde er at forsøge at afdække de pressions- og afpresningsmetoder, der skulle få juristerne til at falde på plads, men vandene er desværre ved at skilles. Trods kommissionsformand Chilcots insisteren på, at alt er offentligt, er det endnu ikke lykkedes at få Goldsmiths 2002-notat/brev frem. Digest redaktøren ser denne sag som prøvestenen for kommissionens troværdighed. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt Chilcot vil indkalde den utilpassende Blix og andre kritiske våbeninspektører.

Går man ind på ”Was the War Legal?” indledes der med et citat fra afskedsbrevet fra den nævnte embedsmand, Elisabeth Wilmhurst, vicechefjurist i Udenrigsministeriet, og der er naturligvis en lænke til BBC NEWS fra marts 2005, hvor man havde søgt aktindsigt i sagen fra 18. marts 2003: ”Jeg beklager, at jeg ikke kan være enig i, at det er lovligt at bruge magt mod Iraq uden endnu en Sikkerhedrådsresolution til at give ny retskraft til den autorisation til magtanvendelse, der blev givet i resolution 678. Jeg behøver ikke fremlæge mit ræsonnement, I kender det i forvejen. ”

Det følgende kursiverede afsnit var fjernet af Udenrigsministeriet, men senere fremskaffet af Channel 4 News:

”Mit synspunkt er i overensstemmelse med den rådgivning, som enslydende er blevet givet fra dette kontor før og efter vedtagelse af FN-sikkerhedsrådsresolution 1441 og med det, Rigsadvokaten lod os forstå var hans synspunkt før hans brev af 7. marts.”

Skulle man nu i arbejdet med teksterne blive i tvivl om, hvad denne resolution 1441 fra Sikkerhedsrådet er, kan man på begge hjemmesider søge på 1441. Iraq Inquiries formelle søgedatabase giver 2 fund, hvoraf det ene er et ekspertudsagn; søgning i Digests database giver 10 fund, herunder en meget spændende analyse af udenrigsminister Jack Straws politiske spil med fortolkningen af 1441: http://www.iraqinquirydigest.org/?p=4589.

Den ’formelle’ søgebase giver ingen fund ved søgning på en af de centrale figurer i krigsspillet, Goldsmith: han har jo formelt set ikke vidnet. Digest giver næste 20 fund med dokumenter, analyser og henvisninger.
Der tegner sig trods indvendinger og omfattende modargumentation fra redaktionsmedlemmer, der støtter Blair og krigen, et billede af, at størsteparten af de øvre lag af jurister og eksperter i den britiske regering, bortset fra en meget snæver gruppe omkring Blair, mente, at en krig mod Irak ville være ulovlig. indtil få dage før krigsudbruddet, hvor lovlighedsproblemet ’løst’. Og så er briterne endda ikke plaget af problemerne med en skreven Grundlov. Tværtimod, i England kan man få nedsat den ene kommission efter den anden, som dynger nyt og afslørende materiale op, og det er formodentlig også let at lægge sag an mod Blair, mens vi i Danmark hverken kan det ene eller det andet. 

For nogle dage siden opgav oppositionen i Danmark at få undersøgt folketingets og regeringens krigserklæring. Der er ikke noget at komme efter, siger DF, men mon ikke Søren Espersen selv ved, at det er løgn, og at der sandsynligvis er lige så meget nyt og ubehageligt at komme efter i København som i London: Hvem udvalgte de juridiske eksperter, som blev spurgt om lovligheden af krigserklæringen? Var der slet ingen interne protester, som blev bragt til tavshed, ingen interne ’livsforsikringsnotater’, som kan lækkes til pressen, som det nu sker i England i stribevis? Som Informations Mette Rodgers skriver (5. 12), er det utroligt, hvad topembedsmænd husker om fortrædeligheder på fortrolige møder. Var folketingsmedlem Søren Espersen og de 61 andre medlemmer af det høje Ting informeret om de komplicerede overvejelser om rækkevidden af resolution 1441 og de andre stormagters eksplicitte afvisning af, at den kunne bruges som dække for en krig? http://www.iraqinquirydigest.org/?p=3935
I Danmark kan vi som krigsførende land ikke bare ikke få nedsat en kommission, men det er også vanskeligt at få lov til at lade domstolene se på noget så alvorligt som et brud på Grundlovens § 19 stk. 2 om krigshandlingers entydige afhængighed af Sikkerhedsrådsgodkendelse. En sagsøger skal kunne dokumentere at have en særlig personlig, helst økonomisk, interesse i sagen. Det er ikke nok at være tvunget til leve i en krigsførende nation – suget ind i krigens logik, eller angstens eller terrorens logik, der gennemtrænger alt, som beskrevet af professor Ove K. Pedersen tilbage i 2006 (Inf. 21.02.06 ).
I løbet af marts måned 2010 skal Højesteret afgøre om en gruppe danske borgere er berettigede til at få deres påstand om brud på landets vigtigste lov prøvet, og om det er personligt nok at være tvunget til at leve under forhold, som Søren Espersen ufrivilligt beskrev bedst af alle, da han om oppositionens kvababbelser om en anden krig, sagde: Jamen herre gud, er det ikke gået op for dem, at vi er i krig?
Irak-krigen er startet i strid med verdenssamfundets spilleregler. Der er masser at komme efter – et kritisk eftersyn enten ved en domstol eller den nye privat-offentlige organisationshybrid, det dynamisk-kritiske makkerpar: kommissionen og den institutionaliserede, men private kritiker. Et europæisk alternativ til det stærkt professionaliserede og ritualiserede amerikanske Hearingssystem?

Nils Bredsdorff er forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitetsbibliotek, Ph.d. i forvaltningsvidenskab og en af de 26 sagsøgere i grundlovssagen mod tidligere Statsminister Anders Fogh Rasmussen i Højesteret.