Lad hundreder af Grevil'er blomstre

Kronik af Nils Bredsdorff i Information, 25. januar 2010

I Holland såvel som i Storbritannien har regeringsnedsatte kommissioner gransket det - tvivlsomme - lovgrundlag for begge landes deltagelse i Irak-krigen, mens den danske regering hårdnakket vægrer sig mod at få sin krigsbeslutning juridisk belyst. Der er brug for flere lækager af kritiske dokumenter, hvis der skal ændres på den magtfuldkommenhed.

I Storbritannien lægger Chilcot-kommissionen, der skal afklare lovgrundlaget for krigen mod Irak, den hidtil hemmeligholdte korrespondance om Irak-krigen mellem embedsmænd og politikere ud på nettet. Et af de seneste breve, som er dukket op, er fra en højtstående embedsmand og bekræfter, at den radikale ændring, som indtrådte i den britiske regerings syn på krigens lovlighed i ugerne før angrebet, ikke måtte diskuteres internt. Beslutningsprocessen synes endvidere at være foregået på højeste plan og i samråd med den daværende amerikanske præsident, George W. Bush.

Denne afsløring har vakt vrede og sat yderlige gang i offentliggørelsen af det førhen så hemmelige materiale. Strømmen af dokumenter er tilsyneladende ved at blive ustandselig, til dels takket være en meget offensiv presse. Hertil kommer en utrolig kvalificeret hjemmeside, drevet af ngo'en Iraq Inquiry Digest, som med stor dygtighed forstår at holde kommissionen i ørerne. Chilcot-kommissionen er den femte af slagsen og blev nedsat af Brown i 2009 med det formål at få sat punktum for den sag, der er blevet ved med at dukke op med krigsmodstandernes påstand om, at også seneste kommission var bestilt hvidvaskning.


Meget kritisk rapport

I Holland har det overrasket mange, at den tilsvarende opklaringskommission om krigen imod Irak, skønt udpeget af den hovedansvarlige statsminister, faktisk har formuleret en meget kritisk rapport, selv om ikke alle hemmelige dokumenter er kommet frem. I næsten seks år blokerede tre på hinanden følgende regeringer for en undersøgelse af lovgrundlaget for Hollands støtte til angrebet på Irak i marts 2003. Men pludselig i februar 2009 meddelte Jan Peter Balkende, lederen af samtlige disse regeringer, at han gerne ville have sagen undersøgt af en kommission med tidligere højesteretspræsident Davids som formand og fortrinsvis jurister og historikere som medlemmer. Begrundelsen var, at der angiveligt blev ved med at dukke spørgsmål op om beslutningsprocessen. En kommission ville give ro om sagen.

Forløbet omkring nedsættelsen er beskrevet i den rapport, som kommissionen udsendte den 12. januar. Det er spændende læsning. Afdækningen af den ubegribeligt sløsede beslutningsprocedure, af uenighederne i og mellem ministerierne og af fejl og misforståelser på alle niveauer veksler med påvisning af forsætlige mislæsninger af efterretningsrapporter, uvidenhed og bevidste mistolkninger af Hollands grundlov. Vor hjemlige planlægning og gennemførelse af COP15 fremstår ved siden af som helt professionel.

Mest interessant er nok afdækningen af den juridiske og politiske vurdering af lovgrundlaget for det britisk-amerikanske angreb på Irak, hvor udlægningen af Sikkerhedsrådsresolution 1441 spillede en stor rolle, som den gjorde det for Blair-regeringen (som påvist af Chilcot-kommissionen).

Rapporten foreligger endnu ikke in extenso på engelsk. Men af de offentliggjorte Summary- og Conclusions-afsnit fremgår det, at rapporten i en række kapitler fokuserer på udvalgte problemer, herunder på efterretningstjenesternes (konfliktfyldte) forhold og på, hvordan deres rapporter og udenlandske kontakter blev brugt under beslutningsprocessen. Kapitel 8 fokuserer på, »hvordan udenrigsministeriet og forsvarsministeriet nåede frem til deres udlægning af international ret« og tager fat på en vurdering af angrebs- beslutningens lovlighed.


Lovlighed

Netop spørgsmålet om lovlighed var vigtigt for den danske opposition, ligesom det var centralt for den danske regerings beslutning og påstand under Folketingets behandling om, at beslutningen blev truffet i fuld overensstemmelse med Grundloven. Sidstnævnte indeholder et krav om, at krig kun kan føres i overensstemmelse med legale beslutninger i De Forenede Nationer. I Conclusions-afsnittets 49 punkter hedder det om dette vigtige emne:

18. Sikkerhedsrådets resolutioner om Irak vedtaget op gennem 1990'erne gav ikke mandat til den amerikansk-britiske militære intervention i 2003. Trods eksistensen af visse dobbelt- tydigheder kan ordlyden i Resolution 1441 ikke med rimelighed fortolkes (som regeringen gjorde) som bemyndigelse til de enkelte medlemsstater til at bruge militær magt for at tvinge Irak til at efterkomme Sikkerhedsrådets resolutioner uden tilladelse fra Sikkerhedsrådet.

19. Holland gjorde det meget klart, at det tillagde en såkaldt 'anden resolution' stor betydning, men dette standpunkt blev nedtonet, fordi regeringen konsekvent tilføjede, at en anden resolution nok var politisk ønskværdig, men ikke juridisk uundværlig.

20. Den hollandske regerings ofte gentagede holdning om, at en anden resolution var 'politisk ønskværdig, men ikke juridisk uundværlig' er ikke let at opretholde. Ordlyden og omfanget af Resolution 1441 kan ikke fortolkes som en sådan anden resolution. Dermed havde den militære aktion intet sundt grundlag i international ret.

21. Den udlægning af international ret, der blev taget i brug i udenrigsministeriet, var ikke baseret på en grundig, opdateret, juridisk analyse. De uoverensstemmelser, der var i ministeriet vedrørende legitimiteten af magtanvendelse over for Irak, er overordentligt beklagelige.


Beslutningen om at nedsætte kommissionen siges at være påvirket af rygter om en begyndende lækage af dokumenter, som ville vise, at regeringen selv var overbevist om, at angrebskrig ville være ulovlig. I Storbritannien var dette også tilfældet, og her vokser strømmen af fortrolige breve og vidneudsagn, der bekræfter, at det i det administrative apparat og regeringspartiet indtil få dage før krigen var en udbredt opfattelse, at denne ville være ulovlig. I det hele taget er der meget i den hollandske situation, der minder om den britiske - og måske også om den danske. Med den forskel, at her til lands siver dokumenterne ikke endnu.


Regimeskifte

Som det for nylig blev dokumenteret i London, lovede Blair allerede i 2002 Bush at støtte ham, uanset de formelle argumenter (se f.eks. Berlingske Tidende den 18. januar). Davids' kommission har også beskæftiget sig med situationen i sommeren 2002. I konklusionens pkt. 7 hedder det:

På et tidligt tidspunkt lå Holland på linje med den amerikansk-britiske holdning, som i sidste ende skulle føre til invasionen af Irak. Men Holland antog det synspunkt, at strategien med et regimeskifte, som USA talte for, ikke havde grundlag i international ret. Den hollandske politik forsatte derfor med at være rettet mod at neutralisere de masseødelæggelsesvåben (WMD), som Irak formodedes at være i besiddelse af, og senere mod at sikre efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner. Det var imidlertid uundgåeligt, at den amerikansk-britiske aktion ville føre til et regimeskifte. Den hollandske regering gav sin politiske støtte til en krig, hvis formål ikke var i overensstemmelse med den hollandske regerings politik. Det kan derfor siges, at det hollandske standpunkt i nogen grad var uvederhæftigt ...

Hvad lavede Anders Fogh Rasmussen i den periode? I sommeren 2008 tog en række danske, navngivne og anonyme tidligere diplomater bladet fra munden og kritiserede Fogh for at handle i blinde og for en ukvalificeret beslutningsproces op til krigserklæringen. En af dem, den tidligere FN-ambassadør Bent Haakonsen, mente, at krigen var direkte ulovlig og den juridiske argumentation »sælsom«, ligesom han vurderede de folkeretlige spørgsmål på fuldstændig linje med Davids-kommissionen.

Sikkerhedsrådets autoritet og lovligheden af de beslutninger, der træffes på områder, som falder ind under dette råds domæne, er afgørende for at opretholde en international retsorden, hvilket er vitalt for et lille land som Danmark. Det er derfor, at FN's tilslutning i Grund- loven fastslås som betingelse for dansk krigsdeltagelse.

Regeringen og dens støtteparti repeterer monotont, at »der ikke er noget at komme efter«. Men høringen i London og rapporten fra den Haag viser tværtimod, at der er ganske overordentlig meget at komme efter. Den politiske opposition har imidlertid givet op over for de massive afvisninger, så nu afhænger opklaringen af forholdene omkring det danske grundlovsbrud af, om Højesteret til marts vil give os medhold i, at sagen kan føres og forholdene belyses ved domstolene.
kronik@information.dk


Nils Bredsdorff er forskningsbibliotekar på RUC og en af de 25 sagsøgere, der har sagsøgt den tidl. statsminister for grundlovsbrud