Kirken og krigen

Kronik af Stephen Egede Glahn i Kristligt Dagblad, 26. februar 2010

De, der har deres menneskelighed i behold og samtidig kender lidt til krigens væsen, er ikke i tvivl om, at krig er en djævelsk sag, om end der på forskellig vis gøres meget for at tilsløre denne kendsgerning. Trods alt kommer vi ikke uden om, at krig spreder død og ødelæggelse og kan få normale mennesker til at begå ufattelig grusomme og umenneskelige handlinger både af den ene og den anden art. Derfor har kristne i hele kirkens historie beskæftiget sig med det spørgsmål, om deltagelse i en krig kan retfærdiggøres fra et kristent synspunkt.

Søger man svar i Bibelen, vil man hurtigt opdage, at den ikke giver éntydige svar på spørgsmålet. Det skyldes først og fremmest, at de bibelske skrifter er blevet til over en meget lang periode og derfor afspejler mange forskellige historiske situationer. Samtidig er der også i denne sammenhæng en afgørende forskel på Det gamle (GT) og Det nye Testamente (NT).

I GT blev krig betragtet nærmest som en hellig sag og som en naturlig og værdig måde at hævde sig på for et folk. Selv om der kan siges meget om holdningen til krig og fred i GT, skal jeg her indskrænke mig til at pege på det betydningsfulde forhold, at fredsbegrebet er nøje knyttet til retfærdighedsprincippet. Hvor der ikke er retfærd, kan der heller ikke være fred. Det forhold gælder i øvrigt stadig. Det var bl.a. derfor hverken ærkebiskop Desmond Tutu eller Nelson Mandela ville gå ind for, at ANC skulle frasige sig den væbnede kamp, så længe det sydafrikanske apartheidregime havde magten og udøvede sin undertrykkelse.

I NT er der ingen hellige krige. Al tale om krig og fred skal ses i lyset af, at Gud har åbenbaret sig i mennesket Jesus fra Nazareth, som forkyndte Guds rige og gjorde det nærværende gennem sine gerninger. Jesus påviser uretfærdighed og anviser kærlighedens vej i forhold til næsten, det være sig ven eller fjende. I de første århundreders kristne menigheder er der klare vidnesbyrd om, at kristn var pascifistisk indstillede og i mange tilfælde nægtede at gøre militærtjenest med martyrdøden til følge.
Fra at være et forfulgt mindretal blev de kristne under Konstantin den Store et statsbærende element, idet de overtog rigets højeste embeder omkring år 323, da kristendommen i praksis blev indført som statsreligion. Dette medførte et andet syn på de kristnes rolle i staten og dermed også i synet på militærtjeneste og krig, ikke mindst da presset på riget tog til i forbindelse med Goternes indtrængen fra nord.

På denne baggrund skabtes begrebet ”retfærdig krig”. Når der i vore dage tales om retfærdig krig, er det et begreb, som er uforståeligt for mange, hvorfor man i daglig tale måske hellere skulle tale om ”nødvendig krig”, som eksempelvis en forsvarskrig kan være. Men lad os alligevel se lidt nærmere på begrebet ”retfærdig krig”, som har udviklet sig over en lang periode, efter at være påbegyndt af kirkefaderen Augustin (354-430). Samtidig med at han betragtede krig som en djævelsk sag, erkendte han også, realistisk nok, at spørgsmålet om at gå i krig ikke altid er et spørgsmål om valg, men kan være en nødvendighed, som bliver påtvunget de kristne af en syndig verden. Til illustration af dette døde Augustin i Karthago, mens byen var under belejring af Vandalerne.

Med til læren om den ”retfærdige krig” hører, ifølge Augustin, at man må skelne mellem jordisk og himmelsk fred, hvor den første ikke er mulig i en syndig verden. Men ikke desto mindre anser han krig for djævelens værk og der kan for ham ikke herske tvivl om, at krig er syndig. Tanken bag læren om den retfærdige krig var fra Augustins side derfor ikke et forsøg på at retfærdiggøre krigsførelse men derimod begrænse voldsanvendelsen.

Augustins tanker om den retfærdige krig blev i middelalderen videreudviklet af Thomas Aquinas (1223-74) og senere, i det 16. årh., udviklet til en almen teori af to spanske teologer og som sådan accepteret af den romersk-katolske kirke. Teorien om den retfærdige krig indeholder krav om, at 7 grundlæggende forudsætninger skal være opfyldt, førend det fra en kristen synsvinkel er tilladeligt at gå i krig. Her skal blot nævnes to af de forudsætninger, som ikke var opfyldt, da angrebet mod Irak blev iværksat i 2003: ”Krig skal være den sidste udvej, når alle fredelige muligheder er tømt” og ”Intensionerne (hensigterne) skal være sande, dvs. at krigen skal føres i overensstemmelse med de årsager, der offentligt er angivet”.
Som nævnt har principperne for den retfærdige krig været accepteret af den katolske kirke, men også Luther har stort set videreført denne tradition. Han definerer retfærdig krig som en forsvarskrig, man på den ene eller anden måde tvinges ind i. Angrebskrig kan derimod ikke på nogen måde retfærdiggøres og Luther går så vidt som til at sige, at en uretfærdig krig ophæver lydighedspligten overfor autoriteterne.
I et skrift under emnet ”Kan soldater også have Guds nåde?” skriver han: ”Et andet spørgsmål: Hvad hvis min herre fører denne krig med urette? Svar: Hvis du ved med sikkerhed, at han har uret, så skal du frygte og adlyde Gud mere end menneskene (Apostlenes Gern. kap 4) og ikke gøre krigstjeneste; for da kan du ikke have nogen god samvittighed over for Gud.”

Efter den anden verdenskrig skabtes gennem De Forenede Nationer en ny juridisk opfattelse, der går ud på, at de mænd, der skaber krige og de, der opildner dertil, er skyldige i forbrydelser mod menneskeheden, og i vore dage går en kristen fredspolitik nærmest ud på at overlade det til den internationale retsorden, FN- pagten og dermed Sikkerhedsrådet, at fastslå hvornår en krig er retfærdig.
I 2003 kunne FN´s Sikkerhedsråd ikke betegne krigen mod Irak som en retfærdig krig, eftersom ”invasionen i Irak ikke var i overensstemmelse med de Forenede Nationers pagt... Den var ulovlig”, som FN´s generalsekretær Kofi Annan udtalte. På trods af, at Danmark i over 100 år har hørt til de nationer, der mente, at krig skal være den sidste udvej, når alle andre fredelige muligheder er udtømte, så gik Danmark nu med i en angrebskrig fra begyndelsen. Vore nærmeste nabolande sagde af gode grunde ”Nej” til den angrebskrig. Såvel den svenske som den norske statsminister gav 20. marts 2003 udtryk for, at angrebet ville stride mod folkeretten og FN-pagten.

Vor sydlige nabo, Tyskland, der to gange i det 20. århundrede, først af en kejser og siden af Hitler, blev kastet ud i angrebskrige, havde derved på krop og sjæl lært, hvad en angrebskrig kan medføre af ødelæggelser og ulykke og uforudsete skæbnesvangre konsekvenser på længere sigt. Derfor ville Tyskland heller ikke være med til at angribe Irak.

Af hensyn til fremtiden er det betydningsfuldt at tage ved lære af det, som skete 2003. Således har en undersøgelseskommission i Holland for nylig erklæret krigen for ulovlig og i England kulegraver en kommission i disse uger og måneder omstændighederne omkring Englands deltagelse i Irak-krigen.
I Danmark er der mange, som hele tiden har ment, at angrebet på Irak ikke kunne henføres under begrebet retfærdig eller nødvendig krig. Samtidig har mange set tilslutningen til krigen som et brud på Grundloven af 1953. Derfor anlagde 26 danskere i 2005 sag mod statsministeren for grundlovsbrud i forbindelse med dansk deltagelse i invasionen i Irak 2003, støttet af foreningen ”Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irak-krigen”, der har over 350 medlemmer. Desuden har mere end 4700 danske statsborgere skrevet under på at støtte retssagen, fordi de finder beslutningen om at gå med i krigen grundlovsstridig. I 2007 afviste Østre Landsret, at de 26 sagsøgere havde søgsmålskompetence (retlig interesse), hvorfor de ikke kunne føre retssagen om grundlovsbrud. Afslaget blev appelleret og kommer nu for Højesteret den 3.-5. marts. Og der er mange danskere, i og udenfor kirken, der håber at det vil komme til at stå helt klart, at den retlige interesse i denne sag er uomtvistelig, så selve sagen om grundlovsbrud kan begynde, og vi derved kan få domstolenes afgørelse på den.


Stephen Egede Glahn er præst og tidligere efterretningsofficer, samt medlem af Grundlovskomiteens bestyrelse.