Hvordan man får svar

Kronik af Andreas Kjærgaard i Information, 3. juli 2008

Ved festlige lejligheder taler statsministeren varmt om det danske demokratis åbenhed. Men er der forskel på de principper, han officielt hylder, og dem hans ministerium i praksis handler efter? Her er en beretning om at søge om aktindsigt hos Statsministeriet.

I 2005 anlægger 26 danskere sag mod staten, repræsenteret ved Anders Fogh Rasmussen, for brud på Grundloven. Sagsøgerne hævder, at den danske deltagelse i Irak-krigen, vedtaget med stemmer fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti i 2003, er en overtrædelse af Grundlovens § 19, der kun tillader brug af militære magtmidler ved forsvar af dansk territorium eller efter FN-mandat.

Sagen anlægges ved Østre Landsret, men spørgsmålet om grundlovsbruddet behandles aldrig. Kammeradvokaten, der repræsenterer statsministeren, påstår, at de 26 sagsøgere mangler 'søgsmålskompetence'. Dette interessante begreb dækker over, at sagsøgernes interesse i om Grundloven er brudt ikke er større, end alle mulige andre danskeres, hvorfor de ikke er berettigede til at få sagen prøvet. Landsretten godtager argumentet, og søgsmålet afvises.

Men måske er sagsøgerne blot en flok kværulanter med et politisk ærinde? Tilsyneladende ikke. For eksempel viser et opslag i 2006-udgaven af Jurist- og Økonomforbundets Forlags Danmarks Riges Grundlov med kommentarer - en udgivelse, man næppe kan kalde hverken marginal eller subversiv - at Irak-krigen "var ulovlig, som værende i strid med FN-pagten", og "herved krænkes såvel FN-pagten som den danske Grundlovs § 19".

Det er altså sandsynligt at en stor del af Folketinget har brudt Grundloven. Men når en gruppe borgere forsøger at få en domstols vurdering af sagen, afvises de, fordi spørgsmålet, kort sagt, ikke vedrører dem. Kan det virkelig passe?

Jeg beslutter mig for at undersøge sagen nærmere. Og hvor ville det være mere naturligt at begynde end hos Statsministeriet? Nogle ville måske være skeptiske, men jeg er fuld af optimisme, da jeg på ministeriets webside ser statsministeren præsentere sig selv med disse smukke ord:
"Nutiden er præget af stigende interesse for og større åbenhed omkring det politiske arbejde. Det er en glædelig udvikling. For sådan kendetegnes et sundt demokrati. Jeg har derfor fra min første dag som statsminister ønsket at skabe mere åbenhed". Det lyder jo som om han nærmest ville blive skuffet, hvis jeg ikke skrev.


Skruer bissen på


Den 13. juni 2007 beder jeg i en mail statsministeriet om aktindsigt i sagen. Den 25. juni, 12 dage senere, har jeg endnu ikke fået svar, så jeg sender for en sikkerheds skyld samme anmodning i brevform. Måske, hvem ved, er mailen aldrig nået frem. Og der er nu noget over et rigtigt brev med frimærke på.

Den 2. juli modtager jeg et brev dateret 22. juni, hvori ministeriet meddeler at det "desværre ikke er muligt at besvare Deres anmodning inden for 10 dage, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 2" da besvarelsen "nødvendiggør en gennemgang af en betydelig mængde materiale". Ministeriet forventer "at kunne træffe endelig afgørelse inden for 2 måneder", og gør mig opmærksom på, at det vil opkræve 10 kroner for den første kopierede side, og én krone for hver af de efterfølgende.

Men hvor betydelig er "en betydelig mængde" materiale? Drejer det sig om 1.000 sider? 10.000? 100.000? Før ministeriet går i gang med at kopiere, og der pludselig holder en flyttevogn i indkørslen med kopier svarende til en årsløn, vil jeg gerne vide, omtrent hvad vi taler om. Den 4. juli beder jeg derfor om et mere præcist estimat, og om, hvis den betydelige mængde er, skal vi sige, ret betydelig, at få mulighed for at vælge noget af materialet fra.

Så går tiden, men der kommer ikke noget svar. Den 18. august, lidt over to måneder efter min oprindelige anmodning, skriver jeg igen. Jeg minder ministeriet om, at de to måneder, det angav som forventet sagsbehandlingstid, er gået, at jeg endnu ikke har fået svar på mit sidste brev, og at det, så vidt jeg kan se, er ministeriets pligt at behandle min sag.

Heller ikke dette brev får jeg noget svar på. Den 10. september, på en parkeringsplads i Vordingborg, får jeg pludselig nok. Jeg mener: Bare ikke svare? Jeg får Statsministeriets nummer fra oplysningen, og ringer til specialkonsulenten, der besvarede mit første brev.

Konsulenten husker åbenbart udmærket min sag. Hun siger, at ministeriet "bestræber sig på" at svare som lovet, men denne sag er, må jeg forstå, "meget omfattende". Jeg påpeger, at det er muligt at ministeriet bestræber sig på at svare, men at det i praksis ikke synes at lykkes særlig godt. At bestræbe sig er fint, men hvis der ikke snart også handles, vil jeg klage til Ombudsmanden. Konsulenten lover mig modvilligt et svar i løbet af ugen.

Samme uge modtager jeg et brev, hvori det oplyses, at jeg "kan forvente svar i løbet af næste uge". Ugen efter skriver ministeriet i en mail, at det "har vist sig at vi alligevel ikke når at træffe afgørelse i din sag i denne uge, da arbejdet har vist sig mere omfangsrigt end først antaget", men at det "regner med inden længe" at kunne svare mig. Inden længe? Jeg mailer tilbage med dette spørgsmål: præcis hvor lang tid skal ministeriet bruge? Og allerede samme dag får jeg svar igen, overraskende hurtigt, og forbilledligt præcist: "Vi forventer at kunne svare dig inden for 14 dage."


Tiden går og går og går

Den 5. oktober, næsten fire måneder efter jeg sendte min oprindelige anmodning, men nøjagtig inden for de 14 dage jeg sidst blev lovet, modtager jeg endelig noget faktisk materiale - en aktliste der "vedrører stævning mod statsministeren i forbindelse med dansk deltagelse i Irak-krigen".

Aktlisten er 21 sider lang og opregner i alt 126 akter, hver beskrevet med type, tidspunkt, en sagsbehandlers initialer, og én eller to sætninger. Ministeriet beder mig oplyse, om jeg ønsker kopier af materialet, eller vil gennemgå det i ministeriet, men oplyser samtidig, at det "alene har truffet afgørelse i forhold til udlevering af den vedlagte aktliste".

Der er altså samlet en liste over dokumenter i sagen, men stadig ikke taget stilling til hvilke jeg må se. Men har ministeriet ikke en elektronisk journal? Og kan en aktliste som denne så ikke, stort set, udskrives ved at indtaste et sagsnummer og klikke på print? Skal dét virkelig tage fire måneder?

Resten af året går således: Den 25. oktober meddeler jeg, at jeg foretrækker at gennemse samtlige akter i ministeriet. Den 29. oktober svarer ministeriet, at det "forventer at kunne vende tilbage indenfor 1-2 måneder". Den 21. december beklager ministeriet "at det som følge af sagens omfang ikke har været muligt at afslutte behandlingen af Deres sag", men forventer nu at være klar "inden for yderligere 8 uger".

Men de otte uger går uden noget nyt. I slutningen af februar klager jeg til Ombudsmanden, der nogle uger senere meddeler, at ministeriet er bedt om en kommentar til min klage. I april, efter 10 måneder, ringer specialkonsulenten for at spørge, om jeg ikke kan gøre ministeriet en tjeneste og nøjes med de akter, der ikke er offentligt tilgængelige andre steder. Jeg siger nej. Så er der igen stilhed fra det indre København.

Den 16. maj, 11 måneder og tre dage efter mit første brev, modtager jeg en opdateret aktliste, denne gang med 137 akter over 23 sider. Af listen fremgår det, at jeg kan få adgang til godt halvdelen, mens resten enten er helt eller delvist utilgængelige. Jeg bedes rette henvendelse for at aftale en tid, hvor jeg kan gennemgå materialet. Jeg har med andre ord endelig fået svar.


To råd til statsministeren

Det er muligt at Statsministeriet, som det selv anfører, simpelthen ikke kan overkomme at behandle sager hurtigere end her. Men uanset hvad forklaringen er, forekommer det mig at være et alvorligt problem, at det er så vanskeligt at få et simpelt svar. Hvis magten i tilstrækkelig grad vanskeliggør samtale, er det svært at se, hvordan samtalen kan opretholdes, eller hvad formålet med samtalen er.

Der er næppe nogen, der lytter, men lad mig alligevel foreslå statsministeren to ting:

For det første faktisk at glæde sig over interessen for "det politiske arbejde", også når det drejer sig om potentielt ubehagelige sager, og når det ikke lige passer i kalenderen. Hvis dét kræver, at der ansættes en ekstra fuldmægtig i Statsministeriet, ville jeg ikke tøve med at få det gjort.

For det andet at opgive ideen om at forhindre grundlovssagen med argumentet om manglende søgsmålskompetence. Hvis statsministeren for alvor ville værne om Grundloven, er det klart, at han måtte ønske at få afgjort, om den er overtrådt. Hvordan ellers beskytte den? Og hvad kunne være vigtigere?

Andreas Kjærgaard er arkitekt og ejer virksomheden A-Office