Juridiske spørgsmål i forhold til Danmarks deltagelse i Irakkrigen

Resume af indlæg ved Peter Arnborg på offentligt møde på Christiansborg 4. marts 2006.

• Mit indlæg her angår juridiske aspekter efter folkeretten/international ret og dansk ret (Grundlov og alm. lovgivning) i forhold til retten til for Danmark at gå i krig med deltagelse med fysisk magtanvendelse.

• Efter folkeretten og FN-pagten er hovedreglen i art. 2 klart, at angrebskrige er forbudt, men også at Sikkerhedsrådet efter art. 42 kan tillade dette.

• Den danske regering påberåbte sig i marts 2003 tidligere FN-Sikkerhedsrådsresolutioner (fra Golfkrigen om Kuwait). Dette grundlag er ikke tilstrækkeligt som mandat til Irakkrigen fra marts 2003. Det er den altovervejende vurdering i de fleste lande (herunder vore nabolande) og hos de fleste folkeretskyndige, også i Danmark.

• Da der således ikke kom en FN-resolution i februar-marts 2003 må krigen, og Danmarks deltagelse heri, betragtes som folkeretsstridig (ulovlig).

• Efter Grundlovens § 19 kræver dansk krigsdeltagelse regeringens beslutning efter indhentet samtykke fra Folketinget. Herom er jurister i årtier på vore universiteter blevet undervist i - som også Karnows Lovsamling (årgang 2001) udtrykker det: " - kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten -". Trods denne "læresætning" besluttede et relativt snævert flertal i Folketinget at samtykke i krigsdeltagelse fra marts 2003 i Irak.

• Efter Grundlovens § 20 kræver overdragelse eller afgivelse af suverænitet opfyldelse af nogle nærmere opregnede betingelser. Et relevant spørgsmål her er, om den i praksis gennemførte overførsel af - helt eller delvis - kommando over udsendte danske soldater til "fremmede" magter eller organisationer kan betragtes som suverænitetsoverdragelse i forhold til disse styrker.

• Et ikke afklaret spørgsmål, men noget taler for, at der er tale om overdragelse i § 20´s forstand, også fordi det af hensyn til opbakningen til udsendte styrker kan være væsentligt for dem at vide, at de er sendt i krig med støtte fra et overvældende (kvalificeret) flertal i Folketinget.

• Uanset om Grundlovens § 20 forekommer relevant i sagen her, da kræver almindelig dansk ret, at der skal være hjemmel til indgreb i borgernes (herunder naturligvis også soldaters) frihed og ejendom.

• Forsvarslovens § 12 (fra 2001) siger i § 12, at Forsvarschefen kan delegere dele af sin kompetence (kommando) over danske soldater til ledelsen af en international styrke, men af bemærkningerne til den bestemmelse fremgår at der kun kan afgives kompetence til organisationer som FN, OSCE, NATO og tillige til " - evt. opgaver i lignende regi - " (citat).

• Spørgsmålet er her, om den USA-ledede koalition i marts 2003 kan siges at leve op til kravet om "lignende regi" i forsvarslovens forstand. Hvis ikke, da savnes der hjemmel til den skete udsendelse af de danske styrker til Irakkrigen.

• Kontrollen med om den danske krigsdeltagelse er lovlig på de her nævnte niveauer kan ske på forskellige måder - dels internationalt, dels nationalt enten juridisk eller politisk. På det nationale plan kan en af mulige veje for afklaring være en retssag, hvor der kan finde en rent juridisk prøvelse sted i vort domstolssystem. Adgangen til domstolsprøvelse går via opnåelse af status som såkaldt søgsmålsberettiget part, hvilken afgørelse det tilkommer domstolene at træffe.

• I mange sager, også i juridiske tvister, gælder det klassiske skisma: Ét er at ha´ ret, noget andet er også at få ret!