Meddelelse til pressen og andre interesserede om Irak-krigen og Højesteretssagen, som alle har travlt med at mene, at vi taber.

Åbent brev fra Nils Bredsdorff & Jørgen Vogelius, 4. marts 2010

Historien om det utrolige sagsforløb frem til Højesterets behandling af sagen mod Statsministeren for den grundlovsstridige beslutning 21. marts 2003 om at gå i krig mod Irak. Højesterets behandling af sagen behandles fra onsdag d. 3. marts til fredag d. 5 marts. Der deltager 9 dommere i voteringen, som let kan gå hen at blive årets domsafsigelse, selvom det tilsyneladende drejer sig om teknikaliteter. Sagen procederes nu, 4 ½ år efter den blev anlagt, i lyset af nye hollandske og engelske afslørende undersøgelser af regeringernes ulovlige beslutninger om at gå i krig uden om FN.

Sagen startede i Østre Landsret d. 11. oktober 2005, og her 4 ½ år skal det afgøres, om vi overhovedet kan få lov til at føre sagen.

I oktober 2005 anlagde 26 borgere sag mod den daværende statsminister for at have begået et groft brud på Grundlovens regler og på den internationale retsorden, institutionaliseret i FN, ved beslutningen om at gå med USA og Storbritannien i krig mod Irak. Han afviste anklagen ved at hævde, at de 26 mennesker overhovedet ikke havde ret til at sagsøge ham. Det er et særligt træk ved dansk og nordisk ret, at der stilles krav til sagsøgere, der vil prøve en lovregels gyldighed i forhold til Grundloven. Sagsøger skal have en konkret personlig og økonomisk interesse i sagens udfald. Det er sådan for at holde kværulanter og fantaster med håbløse sager ude. Da statsministeren betvivlede de 26 borgeres søgsmålskompetence, måtte Østre Landsret først tage stilling til det spørgsmål og ikke selve bruddet på grundloven. Den 11. april 2007 besluttede retten, at borgerne ikke havde denne søgsmålskompetence.

Borgerne var noget forbløffede og ville anke dommen, men det blev afvist af regeringens Civilstyrelse, som ikke mente, at sagen havde nogen principiel betydning eller interesse. Magten vil ikke kikkes i kortene, og der var ikke noget at komme efter. Men d. 2. juli 2008 gav Procesbevillingsnævnet fri proces og grønt lys for at føre spørgsmålet om søgsmålskompetence frem til Højesteret, hvor der deltager flere dommere end normalt i behandlingen af sagen. Det er det, der sker nu fra onsdag den 3. marts og til fredag d. 5. marts. De nu 25 borgere kan så finde ud af, om de har den fornødne retlige interesse i grundlovsbruddet. Statsministeren hævder stadig, at krigserklæringen ikke konkret og aktuelt berører vores personlige og økonomiske forhold. Vi hævder, at Danmarks rolle som krigsførende land berører os alle sammen dagligt, men først og fremmest, at den påvirker danskernes – herunder politikernes – liv generelt og på indgribende vis. Det bliver tydeligere og tydeligere med årene som krigsførende magt.

Vores opfattelse er bestyrket af Grundlovens særlige position, den juridiske vurdering af meningen med § 19 stk. 2, de i bedste fald tvetydige juridiske argumenter omkring krigsbeslutningen og regeringens afvisning af de fleste eksperters vurdering af krigens lovlighed. Kombineret med regeringens monotone afvisning af oppositionens krav om at lade krigsbeslutningens lovlighed undersøge. Vi mener, at alle borgere har søgsmålskompetence i forfatningsspørgsmål (men dermed naturligvis ikke på forhånd ret), og at de nævnte forhold bevirker, at vi føler en forpligtelse til at bruge vores.

I grunden drejer sagen sig om Grundlovens § 19 stk 2, der tilsyneladende blot siger, at Folketinget skal medinddrages, når kongen erklærer krig. Men da reglen blev lavet i 1953, var man enige om, dels at det reelt skulle være Folketinget og ikke regeringen, som hidtil alene havde beslutningsretten i udenrigspolitikken, der traf beslutningen, og dels at beslutningen skulle stemme overens med FN-pagtens bestemmelser og den nye internationale retsorden. Det vil sige, at angrebskrig var forbudt, det såkaldte magtanvendelsesforbud. Alt sammen selvfølgelig skabt i kølvandet på den verdensomspændende katastrofe, som 2. Verdenskrig havde været. Grundlovsfædrene var ironisk nok anført af en VK-regering. Hele den juridiske faglitteratur støtter dette standpunkt.

Vi har stævnet Statsministeren som ansvarlig for brud på Grundlovens bestemmelse om, at regeringen med Folketingets flertal er forpligtet til at følge FN-pagtens regler om, at kun Sikkerhedsrådet kan lovliggøre en krig, og kun når visse betingelser er opfyldt. Vi ønsker, at domstolene erkender, at reglerne er overtrådt og internationale normer tilsidesat. At det var en ulovlig krig, der blev startet. Hollandske og britiske kommissioner har vist, at førende jurister i begge lande så proceduren for krigsbeslutningen som ulovlig. Det danske Udenrigsministerium mente indtil en måned før krigserklæringen det samme. Både i England og Danmark skiftede vurderingen af krigens lovlighed i sidste øjeblik. Sverige og Norges regeringsjurister mente også, at den britisk-amerikanske og danske begrundelse for at gå i krig uden om FN var ulovlig og et brud på den internationale retsorden. Regeringen afviste under Folketingets behandling ikke blot at fremskaffe de to nordiske landes juridiske dokumenter, men også at forholde sig til dem. Det afgørende argument for de krigsførende landes regeringer var, at Sikkerhedsrådsresolution 1441 gav bemyndigelse til at gå i krig umiddelbart, hvis Irak var genstridig. Om denne argumentation siger den aktuelle hollandske kommission det samme som ledende, men overhørte regeringsjurister sagde dengang i Danmark, England og USA:

”Sikkerhedsrådets Resolutioner om Irak, vedtaget op gennem 1990’erne, gav ikke mandat til den amerikansk-britiske militære intervention i 2003 … ordlyden i Resolution 1441 [kan] ikke med nogen rimelighed fortolkes som en bemyndigelse af de enkelte medlemsstater til at bruge militærmagt for at tvinge Irak til at efterkomme Sikkerhedsrådets Resolutioner uden tilladelse fra Sikkerhedsrådet. … Ordlyden og omfanget af Resolution 1441 kan ikke fortolkes som en sådan anden resolution. Og således havde den militære aktion intet sundt grundlag i international ret.”

Den hollandske undersøgelseskommission fortæller, at en hollandsk minister var i kontakt med den engelske ambassadør så sent som 10. marts 2003, og at han fik at vide, at UK-regeringen ”mente, at 1441 ikke var tilstrækkelig legal basis” for et angreb.

Dette er ikke blot, hvad vi hele tiden har hævdet, det er som sagt også, hvad der blev hævdet i regeringskontorerne i februar 2003 og ind i marts måned, men som ledende politikere overhørte og undlod at informere både egne menige støtter og oppositionen om.

Men selv om lovbruddet er klokkeklart, og selv om næsten alle ledende jurister og eksperter i internationale konflikter er enige om, at der er tale om et lodret og alvorligt brud på den internationale retsorden, var den stævnede statsministers første handling som sagt at kræve sagen afvist. Det det er at spille hasard med en del af fundamentet for et velfungerende samfund. En manglende afklaring af den dramatiske og afgørende ret til at sende unge i døden og militarisere den danske udenrigspolitik uden om FN-systemet er fatal for den almene retsfølelse og til skade for opfattelsen af politik og politikere, som altid kan slippe af sted med at bryde de regler og begrænsninger, de har pålagt sig selv. En ny grundlov – og Grundloven af 1953 var et forsøg på at skabe et nyt grundlag – må nødvendigvis have afprøvet, om centrale bånd binder politikerne. Højesteret har en gang før givet en gruppe borgere adgang til at få prøvet en suverænitetsafgivelse i forbindelse med Grundlovens § 20 i forbindelse med Maastricht-aftalen.

Man kan se politikernes forsøg på at aftale de indbyrdes spilleregler som et forsøg på gensidigt at binde hinanden, dvs. binde dem der har regeringsmagten til at overholde reglerne og ikke misbruge den magt, de nu tilfældigvis sidder inde med. Magten må kun bruges, hvis FN er enig, og hvis det sker i overensstemmelse med international ret. Denne selvbinding er nedskrevet i Grundlovens regler. I enkelte tilfælde har Højesteret taget stilling til, om politikerne overholder reglerne, og lad det ske igen.

At frakende den menige borgers kompetence til at påtale netop Grundlovsbrud er at give politikerne lov til at fjerne bindingerne på magten, når det passer i deres kram. Det kan intet samfund tåle i længden.

Nils Bredsdorff og Jørgen Vogelius.er to af de 25 sagsøgere i sagen.