B 118 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak.

Fremsat den 18. marts 2003 af udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Forslag til folketingsbeslutning

om dansk militær deltagelse i
en multinational indsats i Irak

Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.

Bemærkninger til forslaget

I. Det internationale samfund har i en årrække gjort sig betydelige anstrengelser for - bl.a. gennem våbeninspektion - at sikre tilintetgørelse af Iraks masseødelæggelsesvåben. Bestræbelserne har været forankret i en række centrale resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd.

I resolution 678 af 29. november 1990 gav FNs Sikkerhedsråd i henhold FN-pagtens kapitel VII bemyndigelse til anvendelse af alle nødvendige midler for at genoprette international fred og sikkerhed i regionen. Resolution 678 udgjorde grundlaget for de allieredes militære indsats mod Irak under Golfkrigen i 1991. FNs Sikkerhedsråd har ikke truffet beslutning om tilbagekaldelse af denne bemyndigelse til magtanvendelse, som står ved magt, så længe Sikkerhedsrådets krav og betingelser over for Irak ikke er opfyldt, og der som følge heraf foreligger en trussel mod fred og sikkerhed i regionen. Den 3. april 1991 vedtog FNs Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 687 om våbenhvilen mellem Irak og de medlemslande, der samarbejdede med Kuwait i henhold til resolution 678 af 29. november 1990. Resolutionen gjorde våbenhvilen betinget af, at Irak levede op til en række krav, herunder om brug, udvikling og tilintetgørelse af kemiske, biologiske og nukleare masseødelæggelsesvåben. Samtidig bekræftede resolutionen den fortsatte gyldighed af resolution 678 af 29. november 1990. For at gennemføre inspektioner af Iraks våbenlagre på de biologiske og kemiske områder og m.h.t. missiler blev United Nations Special Commission (UNSCOM) oprettet. UNSCOM skulle samtidig bistå det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i dets inspektioner af Iraks nukleare våbenprogram. Pligten for Irak til betingelsesløst at underkaste sig UNSCOM’s inspektioner blev formuleret på en måde, der ikke efterlod tvivl om, at en obstruktion af inspektionsvirksomheden måtte anses for at være en overtrædelse af de forpligtelser, der var blevet pålagt Irak i forbindelse med våbenhvilen. Overtrædelser af resolution 687 har fundet sted siden resolutionens vedtagelse. I perioden 1991 til 1998 destruerede våbeninspektørerne store mængder kemiske og biologiske våben. Efter adskillige afbrydelser af inspektionerne i løbet af 1998 konstaterede UNSCOM den 16. december 1998, at Irak ikke samarbejdede og inspektørerne blev trukket ud af Irak. Efter et år uden inspektioner vedtog FNs Sikkerhedsråd den 17. december 1999 resolution 1284, der erstattede UNSCOM med United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission (UNMOVIC). I de følgende tre år afviste Irak imidlertid enhver form for våbeninspektion i landet.

Den 8. november 2002 vedtog Sikkerhedsrådet enstemmigt resolution 1441. Resolutionen fastslår, at Irak gennem årene substantielt har krænket og fortsat substantielt krænker sine forpligtelser i henhold til de vedtagne sikkerhedsrådsresolutioner, herunder resolution 687 af 3. april 1991, og at krænkelserne udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Uanset dette giver FNs Sikkerhedsråd med resolutionen Irak en sidste chance for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser. Samtidig præciserer resolutionen Iraks pligt til at samarbejde omgående, betingelsesløst og aktivt med UNMOVIC og IAEA. Det fastslås, at falske erklæringer eller udeladelser i erklæringer, der afgives af Irak og manglende irakisk vilje til fuldt ud at efterkomme og samarbejde om gennemførelsen af resolutionen vil udgøre en yderligere substantiel krænkelse af Iraks forpligtelser. Endvidere henvises til, at Sikkerhedsrådet tidligere gentagne gange har advaret Irak om, at fortsat overtrædelse af landets forpligtelser vil få alvorlige konsekvenser.

Med resolutionen blev det pålagt Irak inden 30 dage at fremlægge en fuldstændig redegørelse for landets masseødelæggelsesvåben. Redegørelsen blev fremlagt af Irak den 7. december 2002. Ifølge UNMOVIC var redegørelsen mangelfuld, idet den ikke indeholdt nye oplysninger og fortsat efterlod centrale spørgsmål om landets våbenkapacitet ubesvarede.

Våbeninspektørerne har aflagt rapporter i Sikkerhedsrådet om forløbet af inspektionerne den 27. januar, den 14. februar og den 7. marts 2003. I rapporterne har våbeninspektørerne fremhævet, at Irak er forpligtet til selv at fremlægge alle masseødelæggelsesvåben m.h.p. tilintetgørelse eller tilvejebringe dokumentation, der kan understøtte en konklusion om, at ingen ulovlige våben resterer. Våbeninspektørerne fremhæver således, at det ikke er inspektørernes opgave selv at finde eventuelle masseødelæggelsesvåben i landet. Våbeninspektørerne har påpeget, at Irak i et vist omfang har samarbejdet vedrørende procedurer og tilintetgørelse af et antal ulovlige missiler, men at landet f.s.v.a. de substantielle spørgsmål fortsat ikke i realiteten synes at have accepteret at medvirke aktivt til nedrustning. Våbeninspektørerne har i den forbindelse peget på, at Irak fortsat ikke har gjort rede for betydelige beholdninger af masseødelæggelsesvåben, som Irak tidligere har erkendt at være i besiddelse af.

Den 25. februar 2003 fremlagde USA, Storbritannien og Spanien på denne baggrund et resolutionsforslag, der fastslår, at Irak har forspildt sin sidste chance for at gennemføre sine nedrustningsforpligtelser i medfør af resolution 1441. Resolutionsudkastet har ført til drøftelser blandt Sikkerhedsrådets medlemmer af, om tiden er inde til at drage konsekvenserne af Iraks manglende efterlevelse. Det har ikke vist sig muligt for Sikkerhedsrådets medlemmer at nå til enighed om dette spørgsmål.

II. Trods det internationale samfunds vedvarende bestræbelser, som har været intensiveret i den seneste periode på fire en halv måned, kan det konstateres, at Irak har forpasset sin sidste mulighed for at opfylde alle de af Sikkerhedsrådet opstillede krav og betingelser og derved at undgå de alvorlige konsekvenser, som et enigt Sikkerhedsråd advarede om i resolution 1441. Irak har ikke overholdt kravene i resolution 1441 om omgående, betingelsesløst og aktivt samarbejde. Våbeninspektørernes bestræbelser har trods et meget betydeligt internationalt politisk og militært pres været forgæves, ligesom en fortsættelse heraf er udsigtsløs. Den sidste udvej for at få afvæbnet Irak må herefter anses at være en gennemtvingelse af FNs krav og betingelser med militær magt.

I denne situation består uforandret en bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd til at anvende alle nødvendige midler – herunder militære magtmidler – til at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav og betingelser. Resolution 678 bemyndiger FNs medlemslande til at gøre det fornødne med henblik på at genoprette international fred og sikkerhed i området. Denne bemyndigelse står uforandret ved magt, og Sikkerhedsrådet har med resolution 1441 i enighed opdateret og bekræftet sin bemyndigelse. Resolution 687 fastslår klart, at det er en fredsbetingelse, og en betingelse for våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige brud på sine forpligtelser er det nødvendigt at sikre - om fornødent ved anvendelse af militær magt - at landet bliver afvæbnet og således ikke længere udgør en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen.

III. På denne baggrund har USA taget initiativ til at opbygge en koalition af lande, der med anvendelse af militære magtmidler vil gennemtvinge irakisk efterlevelse af landets nedrustningsforpligtelser. Danmark er blandt den kreds af lande, der har modtaget en amerikansk anmodning om militær støtte til denne multinationale indsats. Den militære koordination ledes af den amerikanske centralkommando, bl.a. fra fremskudte hovedkvarterer i Qatar og Bahrain. En række lande har allerede på nuværende tidspunkt tilkendegivet, at de er rede til at deltage i den multinationale indsats. Af disse lande vil en række yde egentlige militære styrkebidrag, mens andre agter at stille militære faciliteter til rådighed. Flere lande overvejer fortsat, hvorledes de mest hensigtsmæssigt kan bidrage.

IV. Ved vurderingen af den foreliggende situation har regeringen lagt vægt på,

at Irak i flere tilfælde har anvendt masseødelæggelsesvåben såvel mod militære mål som civile,

at afvæbning af Irak er nødvendig for at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen,

at Irak over en årrække substantielt har krænket sine nedrustningsforpligtelser i henhold til FNs Sikkerhedsråds resolutioner,

at FNs Sikkerhedsråd med resolution 1441 af 8. november 2002 besluttede at give Irak en sidste chance for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser og undgå alvorlige konsekvenser,

at Irak ifølge FNs våbeninspektører ikke har overholdt kravene i resolution 1441 om omgående, betingelsesløst og aktivt samarbejde,

at det må konstateres, at Irak dermed har forspildt sin sidste chance i medfør af resolution 1441,

at våbeninspektørerne og det internationale samfund trods dette i en periode har fortsat bestræbelserne på at tilvejebringe et egentligt og frugtbart samarbejde med Irak m.h.p. opfyldelse af landets nedrustningsforpligtelser,

at et sådant samarbejde ifølge FNs våbeninspektører er en forudsætning for at gennemføre en fredelig afvæbning af Irak,

at det efter våbeninspektørernes rapport i FNs Sikkerhedsråd den 7. marts 2003 må konstateres, at disse bestræbelser trods et meget betydeligt internationalt politisk og militært pres har vist sig at være forgæves,

at der bl.a. på baggrund af erfaringerne fra de seneste 12 års bestræbelser på at nedruste Irak ikke er udsigt til at yderligere tid til forhandling og inspektion vil kunne frembringe det nødvendige irakiske samarbejde og dermed sikre opfyldelse af landets nedrustningsforpligtelser,

at fortsat manglende irakisk efterlevelse sammenholdt med vedvarende eftergivenhed fra det internationale samfunds side vil svække respekten for FNs Sikkerhedsråd,