Da Folketinget i 2003 vedtog at Danmark skulle deltage i invasionen af Irak, skete det efter vores mening både i strid med Grundlovens § 19, stk. 2 og § 20.

Ifølge § 19, stk. 2 kan Folketinget kun benytte militære magtmidler mod andre lande i selvforsvar eller efter FN-mandat. I 2003 var der hveken et FN-mandat eller et Irakisk angreb på Danmark, hvorfor ingen af kravene var opfyldt.

Ifølge § 20 kan danske styrker kun sættes under fremmed kommando, hvis denne er en mellemfolkelig organisation, og i så fald kun hvis enten 5/6 af Folketingets medlemmer stemmer for, eller hvis det vedtages ved en folkeafstemning. I Irak-krigen var de danske styrker under ledelse af den amerikanske hær, ikke en mellemfolkelig organisation, og beslutningen blev truffet med kun ca. en trediedel af Folketingets stemmer - 61 stemte for, 50 stemte imod, og 68 stemte slet ikke.

Den gældende danske Grundlov, som blev vedtaget ved folkeafstemning i 1953, er det forfatningsmæssige grundlag for Folketingets beføjelser. Folketinget kan vedtage love og handle på andre måder, men kun indenfor de rammer Grundloven fastsætter. Grundloven forhindrer f.eks. at Folketinget kunne afskaffe ejendomsretten, retten til at demonstrere eller retten til at få en frihedsberøvelse prøvet ved en domstol. Den sætter også grænser for, hvornår Folketinget kan sende Danmark i krig, og under hvilke omstændigheder den kan stille danske styrker under fremmed kommando.


Hvorfor det er vigtigt at få spørgsmålet om grundlovsbrud prøvet i retten

Da vi i Danmark ikke har en forfatningsdomstol, der overvåger om Grundloven overholdes, er en prøvelse ved domstolene den eneste vej man kan gå, hvis der som i dette tilfælde opstår mistanke om at Grundloven er blevet brudt.

Vi har en grundlov blandt andet for at begrænse Folketingets og regeringens magt, men der findes meget få muligheder for sanktioner i forhold til et Folketing eller en regering der bryder den. Bortset fra at anlægge en retssag, som vi har gjort, er den eneste mulighed at et flertal i Folketinget anlægger en rigsretssag. Det kan dog være ret besværligt at mobilisere et sådant flertal i det samme Folketing, der har brudt Grundloven.


Irak-krigen og Grundlovens §19, stk. 2 - hvornår må Danmark gå i krig?

. § 19, stk. 2 Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.


Grundlovens paragraffer kan kun forstås, hvis man ikke alene læser lovteksten, men også de dertil knyttede juridisk bindende fortolkninger og udfyldninger, der fremgår af forarbejder, kutymer m.v. Det er disse fortolkninger og forarbejder der bl.a. forklarer at der med "kongen" i citatet ovenfor menes "regeringen" og ikke den siddende regent.

Det fremgår udtrykkeligt af Grundlovens forarbejder, at ændringen af grundlovsbestemmelsens ordlyd i 1953 var begrundet i, at Danmark gennem folkeretlige - mellemstatslige - forpligtelser havde afskåret sig fra mulighederne for at anvende angrebskrig som politisk redskab. De politikere, der forestod ændringen af Grundloven i 1953, havde et klart erklæret ønske om, at den ny grundlovs regler skulle afspejle den folkeretlige udvikling, hvorved det gjordes grundlovsstridigt at gå i angrebskrig i strid med folkeretten.

At netop dette var hensigten med den omfattende ændring af Grundlovens § 19, stk. 2, fremgår klart af samtlige udtalelser, der blev afgivet i Rigsdagen i forbindelse med behandlingen af grundlovsforslaget i 1953. Formanden for Venstres rigsdagsgruppe, fhv. minister Niels Elgaard, sagde f.eks. fra Folketingets talerstol: "Det fastslåes endvidere i bemærkningerne, og det vil jeg gerne understrege, at militære magtmidler kun kan anvendes som forsvar mod angreb, eller som sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt".

Tydeligere kan det næppe siges. Og denne udlægning af §19, stk. 2 har været almindelig anerkendt siden 1953, og fremgår f.eks. af standardværket Karnovs Lovsamling, hvor der om §19, stk. 2 står: "Anvendelsen af militære magtmidler mod andre stater [kan] kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten”.


Irak-krigen & FN-resolutionerne

For så vidt angår international ret, gælder der efter FN-pagten et generelt forbud mod magtanvendelse. Ved trussel mod den internationale fred kan FN´s Sikkerhedsråd imidlertid ved resolutioner bemyndige medlemsstaterne til at anvende militær magt på Sikkerhedsrådets vegne. Magtanvendelse kræver imidlertid udtrykkelig bemyndigelse fra FN´s Sikkerhedsråd, og en sådan bemyndigelse forelå ikke i marts 2003.

Den danske regering benyttede FN- resolutionerne 678, 687 og 1441 som hjemmel til angrebskrigen. Hertil anfører sagsøgerne, at bemyndigelsen i resolution 678 blev givet af Sikkerhedsrådet i 1990 som en specifik bemyndigelse til at befri Kuwait. Denne bemyndigelse kan ikke benyttes mange år senere i en helt anden sammenhæng, hvilket bl.a. følger af proportionalitetsprincippet, der fordrer en konkret vurdering ved enhver overvejelse om magtanvendelse.

Senere kom resolution 687, som indeholder betingelserne for en våbenhvile mellem Irak og de allierede. Denne resolution satte bemyndigelsen i resolution 678 ud af kraft. En reaktivering af bemyndigelsen i resolution 678 sker ikke automatisk ved brud på våbenhvilens betingelser, men kræver Sikkerhedsrådets udtrykkelige tilkendegivelse. En sådan tilkendegivelse er ikke afgivet.

Med resolution 1441 i 2002 gives Irak en sidste chance til at leve op til sine forpligtelser i henhold til tidligere resolutioner. I den forbindelse påtager Sikkerhedsrådet sig ansvaret for at bedømme, hvornår denne sidste chance er forpasset, og hvilke konsekvenser en fortsat krænkelse fra Iraks side skal have.

Ved vedtagelsen af resolution 1441 lagde flere af Sikkerhedsrådets medlemmer – herunder 3 permanente medlemmer – udtrykkeligt vægt på at resolutionen ikke indeholdt bemyndigelse til magtanvendelse, og at Iraks eventuelle fortsatte krænkelser ikke automatisk skulle medføre en ret for de enkelte medlemsstater til at anvende militær magt, men at spørgsmålet om magtanvendelse skulle afgøres af Sikkerhedsrådet.

Med andre ord bevirker resolution 1441, at spørgsmålet om bemyndigelse i de gamle resolutioner er irrelevant, da et enigt Sikkerhedsråd har besluttet, at sagen under alle omstændigheder skal behandles i Sikkerhedsrådet.

Sikkerhedsrådet er den primære fortolker af deres egne resolutioner, og i tilfælde, hvor de enkelte medlemsstater er nødsaget til at foretage fortolkning, er fortolkningen underlagt et krav om god tro. En resolution kan således ikke fortolkes i direkte modstrid med udtrykkelige tilkendegivelser fra permanente sikkerhedsrådsmedlemmer. På intet tidspunkt mellem vedtagelsen af resolution 1441 og iværksættelsen af angrebskrigen var der enighed blandt de permanente medlemmer om, hvorvidt magtanvendelse var nødvendig på det givne tidspunkt. Denne udtrykte uenighed bevirker, at fortolkning af de tidligere resolutioner til at indeholde bemyndigelse til magtanvendelse mangler ethvert grundlag. Den eneste mulighed for magtanvendelse overfor Irak i 2003, var altså en ny udtrykkelig tilkendegivelse fra Sikkerhedsrådet, og en sådan tilkendegivelse kunne ikke opnås, og forelå således ikke. Kofi Annan, FN's generalsekretær fra 1997 til 2006 har flere gange, bl.a i 2004 erklæret, at krigen var ulovlig.

Alt dette taler klart for at krigen var ulovlig i forhold til FN - og dermed ulovlig i forhold til Grundloven. Samme resultat nåede den tyske forbundsforvaltningsdomstol den 21. juni 2005 til i en dom, i hvilken angrebskrigen mod Irak betegnes som værende i strid med folkeretten og FN-pagten. I Danmark finder man synspunktet f.eks. i 2006-udgaven af Jurist- og Økonomforbundets Forlags Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, hvor der står at Irak-krigen "var ulovlig, som værende i strid med FN-pagten", og "herved krænkes såvel FN-pagten som den danske Grundlovs § 19".


Irak-krigen og Grundlovens § 20 - retten til at overdrage myndigheders beføjelser

  § 20 stk. 1 Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

    stk. 2 Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

Som det fremgår af teksten kan danske myndigheder overlade "beføjelser", herunder kontrol med danske militære styrker, til mellemfolkelige myndigheder enten med 5/6 af Folketingets stemmer eller ved en folkeafstemning.

I forhold til invasionen af Irak er der to problemer: Det første problem er at de danske styrker i Irak i 2003 reelt var under amerikansk kommando, og ikke ledet af en mellemfolkelig myndighed som NATO eller EU. Danske myndigheder kan ikke uden videre afgive rådigheden over det danske militær til en amerikansk ledet militær alliance. Det fremgår af Grundlovens forarbejder og i øvrigt af den juridiske litteratur, at formålet med indførelsen af Grundlovens § 20 er, at give mulighed for at tiltræde såkaldte ”mellemfolkelige” internationale organisationer, som f.eks. det NATO, hvor Danmark har vetoret.

Det andet problem er, at en suverænitetsafgivelse som denne skal ske ved lov, der er vedtaget af mindst 5/6 af Folketingets stemmer eller ved en folkeafstemning. Krigsdeltagelsen blev vedtaget med kun ca. en trediedel af Folketingets stemmer: Af de 179 medlemmer stemte 61 for, 50 imod, og 68 var fraværende fra afstemningen.