Ankestævning af 5. juni 2007

J.nr. 500045

Højesteret
Prins Jørgens Gård 13
1218 København K

ANKESTÆVNING

(Grundlovssag)

Som advokater for Grundlovskomitéen-2003
vedr. Irak-krigen
v/formand Kai Lemberg
Sundvænget 9
2900 Hellerup

som mandatar for

Asger Baunsbak-Jensen
Niels Behrendt
Mette Koefoed Bjørnsen
Nils Bredsdorff
Eline Feldman
Nicolas E. Fischer
Anne Regitze Frisenette
John Goodwin
Gretelise Holm
Frank Johannesen
Helle Jørgensen
Kate Klokkerholm
Peter Kofod
Kai Lemberg
Sandra Lucas
Georg Metz
Lis Møller
Kalle Nielsen
Ulla Sandbæk
Frederik Sølberg
Bent Sørensen
Ole Villumsen
Jørgen Vogelius
Jørgen Witte, og

Johan Mortensen Kirkmand og
Kirsten Elisabeth Kirkmand

I sagerne mod Statsminister Anders Fogh Rasmussen

Påanker vi herved dom afsagt af Østre Landsret den 11. april 2007 i sagerne nr. B-3130-05 og nr. B-3606-05.

---

Der nedlægges i sagerne følgende:

PÅSTAND

Den af Østre Landsret den 11. april 2007 afsagte dom ophæves, og sagen hjemvises til behandling i realiteten ved Landsretten.

---

Til støtte for den nedlagte påstand fremfører vi for Højesteret i begge sager de samme anbringender og beviser som for Landsretten for så vidt angår formaliteten i begge sager.

Appellanterne forbeholder sig i et særligt processkrift at fremkomme med yderligere bemærkninger til Landsrettens dom såvel for så vidt angår dommens gengivelse af appellanternes processtof for Landsretten som for Landsrettens præmisser.

---

Appellanterne skal dog allerede ved nærværende ankestævning foreløbig bemærke følgende:

Ved Højesterets dom af 12. august 1996, UfR 96.1300H, er der in pleno fastslået, at der kan tilkomme danske statsborgere, som sådanne, søgsmålskompetence, uanset at de hidtil opstillede kriterier om aktuel, direkte, individuel berørthed ikke er opfyldt.

Det blev med denne dom fastslået, at søgsmålskompentencen vil kunne foreligge i tilfælde af, at sagens realitet angår spørgsmål af ”…indgribende betydning”.

Konkret var denne præmis knyttet til, at sagen angik overførsel af lovgivningskompetence indenfor væsentlige livsområder.

Dommen kan på ingen måde læses således, at den kun refererer til overførsel af lovgivningskompetence, men må efter sit indhold forstås således, at det helt afgørende er, at der indenfor et eller flere betydningsfulde samfundsområder (lovgivningskompetence eller andet såsom myndighedsudøvelse) er tale om en sag af mulig indgribende betydning for danske statsborgere. Søgsmålskompetencen blev fastslået, uanset der i intet tilfælde var nogen konkret berørte blandt sagsøgerne (appellanterne).

Højesteret har således i Maastricht-sagen ikke bestemt, at kun overførsel af lovgivningskompetence statuerer indgribende betydning. Tværtimod fremgår det af ordlyden, at det afgørende kriterium er, at der foreligger ”indgribende betydning” som ovenfor anført.

Afgørende for, at der statueredes søgsmålskompetence, var endvidere som det ses ikke den konkrete berørthed, men derimod den generelle berørthed som danske statsborgere.

Det er ikke ved Højesterets dom af 12. august 1996 udelukket, at der i en senere sag også kan lægges vægt på, om vedkommende sagsøger(e) er konkret berørt, enten som et selvstændigt afgørende moment eller i samspil med andre momenter.

For grundlovssagen vedrørende Irak-krigens vedkommende er det derfor relevant at sondre mellem to hovedspørgsmål:

1. Kan Danmarks deltagelse i angrebskrigen betragtes som værende uden indgribende betydning?
2. Er ingen af de 26 sagsøgere konkret berørt af Danmarks deltagelse i angrebskrigen?

AD 1.

I fuld overensstemmelse med Højesterets dom af 12. august 1996 angår denne generelle berørthed som dansk statsborger abstrakte juridiske forhold. Dette er centralt, idet det betyder, at det har interesse at få kortlagt, hvilke nationalretlige og folkeretlige virkninger på dette abstrakte plan, deltagelsen i krigen har.

For så vidt angår nationalretlige forhold har deltagelsen i krigen betydet:

1) En udvidet aflytningsadgang over for borgerne.
2) Krig udgør i kontraktretlige forhold force majeure.
3) Ansatte og virksomheder har pligt til at yde bistand i forbindelse med krigen.
4) Civile borgeres strafferetlige ansvar er skærpet i medfør af såvel den militære som den borgerlige straffelov.
5) Såvel de statslige som de private antiterrorforanstaltninger omfatter stadig flere livsområder.

Listen er ikke udtømmende, og dette fremgår af appellanternes processtof for Landsretten.

For så vidt angår de folkeretlige virkninger har krigen betydet, at Danmark er blevet aktivt retssubjekt under Jus in Bello - krigens love. Disse anses for en meget stor del for at være Jus Cogens og består blandt andet af en stor del sædvaneret samt af en række konventioner blandt andet:

6) Genévekonventionerne med tillægsprotokoller om beskyttelse af krigens ofre.
7) Haagerkonventionerne.
8) En række deklarationer om anvendelse af eksplosive- giftgas og dum-dumprojektiler.
9) Folkedrabskonventionen.
10) Konventionen om anvendelse af kemiske våben.
11) Våbenkonventionen med tilhørende protokoller.

Listen er ikke udtømmende.

Disse love har til formål at beskytte mennesker, civile som militære i krig, idet disse anses for at være en særligt udsat gruppe, hvis forhold kræver indgående internationalretlige beskyttelsesregler. Overtrædelse af reglerne kan gøres til genstand for retsforfølgelse ved Den Internationale Straffedomstol i Haag i overensstemmelse med reglerne i statutten om den Internationale Straffedomstol.

Indholdet af de opremsede konventioner tegner et godt billede af, hvor indgribende krig er for befolkningen i en krigsførende nation. Uden en dansk krigsindsats i Irak havde Danmark ikke været forpligtet i forhold til Irak og den irakiske befolkning af ovennævnte regelsæt. Der er endnu ikke foretaget krigshandlinger på dansk territorium, men den øgede risiko for, at dette kan ske er en direkte konsekvens af krigserklæringen mod Irak. Endvidere færdes danske statsborgere også uden for landets grænser, hvor det at være borger i en krigsførende nation kan resultere i, at man inddrages i kamphandlinger og andet.

Om der foreligger en formel krigserklæring fra Danmarks side, er endnu ikke oplyst af indstævnte. Uanset om en sådan måtte være afgivet, går appellanterne ud fra, at indstævnte under sagen ikke vil bestride, at Danmarks faktiske deltagelse i angrebet i hvert fald må betragtes som en krigserklæring i traditionel folkeretlig forstand.

AD 2.

De 26 sagsøgere er i forskellig grad konkret berørte, således som det også fremgår af deres forklaringer for Landsretten.

Ægtefællerne Kirkmand er helt tydeligt berørt.

Sagsøgerne har for så vidt angår deres søgsmålskompetence flere selvstændigt virkende grunde: De er alle generelt berørt af den indgribende betydning, som Danmarks deltagelse i en krig har, jf. ovenfor (se dommen s. 18 – s. 31).

De er endvidere i vekslende intensitet konkret individuelt berørt, afhængig af deres livsstil, hvor en – reelt set ubestridelig – øget terrortrussel ikke kan frakendes at have betydning for deres tilværelse.

Samlet set må krigserklæringen mod Irak anses for at indebære så betydelige risikofaktorer for danske statsborgere, uagtet at kamphandlingerne fortsat finder sted på andet territorium end dansk, at det har en meget væsentlig betydning i dagliglivet. Dette gælder til eksempel ved valg af transportform, indenrigs som udenrigs, valg af rejsemål, valg af profession samt en lang række andre forhold.

ADGANG TIL DOMSTOLENE:

I vore dage er Danmark deltager og fremtidig mulig deltager i militæraktioner uden for dansk territorium og uden for NATOs forsvarsområde. Disse aktioner udføres typisk under ikke-dansk kommando. Der vil selvsagt kunne opstå klart relevante behov for hjemmelsmæssig domstolskontrol hermed.

Nærværende sag udgør en velegnet mulighed for, at domstolene kan udfylde deres plads som den 3. statsmagt på området.

Tilbageholdenhed på dette område vil derfor indebære, at domstolene frasiger sig en opgave som er af vital betydning for retsstaten.

Således har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herefter EMD, ofte fremhævet domstolenes fremtrædende plads i et demokratisk samfund.  I den forbindelse skal det påpeges, at retten til at få en sag prøvet ved domstolene er en grundlæggende menneskerettighed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions, herefter benævnt EMRK, art. 6 og Covenant on Civil and Political Rights, herefter CPR art. 14. Denne rettighed er vital, idet den udgør en forudsætning for en effektiv håndhævelse af de øvrige menneskerettigheder. EMD har i tråd med ovenstående fastslået, at EMRK art. 6 skal undergives en ret vidtgående formålsfortolkning.

Hensynet til at sikre håndhævelsen af individets rettigheder tilsiger, at en person, hvis rettigheder er berørt af en given retsakt, skal have adgang til at få sagen prøvet ved domstolene uafhængigt af andre eventuelle interessenter i forholdet.

Appellanterne bemærker i den forbindelse, at ethvert væsentligt indgreb fra statsmagtens side i borgernes forfatnings- og menneskerettigheder næsten uværgeligt vil berøre en meget stor del af – hvis ikke hele - befolkningen. Landsrettens retsopfattelse indebærer, at individer i sådanne situationer skulle være afskåret fra at indbringe sager for domstolene, blot de vedrører ”befolkningen i almindelighed,” se dommen s. 53, 3. afsnit.

Særligt vedrørende Østre Landsrets sag nr. B-3130-05 (Asger Baunsbak-Jensen m.fl.):

Det hedder i Landsrettens dom s. 53:

”Endvidere vedrører sagsøgernes principale vedrørende sagens realitet Folketingsbeslutning B 118 af 21. marts 2003 om dansk militær indsats i en multinational indsats i Irak, hvorved Folketinget gav sit samtykke til, at danske militære styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak. Folketinget har atter ved Folketingsbeslutning B 165 givet samtykke til den danske militære indsats i Irak. Dette er efterfølgende sket flere gange.”

Landsretten er således nået frem til, at søgsmålet ikke har den nødvendige aktualitet.

Appellanterne bemærker, at det var ved ovennævnte folketingsbeslutning Danmark overgik til at være en krigsførende nation.

Nærværende sag angår den almindelige lovgivningsmagts beføjelse i forhold til det trinhøjere normsystem, der udgøres af grundloven. I forhold til den retslige prøvelse af den almindelige lovgivningsmagts beslutninger, kan det derfor – logisk set – aldrig som en prøvelsesfaktor være relevant, hvad denne almindelige lovgivningsmagt på et senere tidspunkt på egen hånd måtte beslutte vedrørende det spørgsmål, der ønskes prøvet i forhold til lovgivningsmagten. Der kan af statsmagten ikke efterfølgende repareres på et grundlovsbrud. Tilsvarende gælder indenfor folkeretten. Det ville stride helt afgørende imod fundamentale retsprincipper, dersom det kunne antages, at efterfølgende beslutninger med virkning ex tunc kunne legalisere allerede begåede grundlovsbrud og/eller skete brud på FN-pagten.

Østre Landsrets opfattelse er aktualitetskriteriet er et udtryk for en formalisme, der reelt set tillægger statsmagten immunitet over for udøvelse af domstolskontrol. Statsmagtens mulighed for at træffe nye beslutninger er ikke og har aldrig været en forfatningsretlig adgang til at skåne statsmagten for påkendelse af grundlovsbrud, der er begået af statsmagten selv.

Vedrørende Østre Landsrets sag nr. B-3606-05 (Kirkmand):

Det hedder i Landsrettens dom s. 55:

”Premierløjtnant Bjarne Olsen Kirkmand var myndig, da han indgik aftale med forsvaret om udsendelse til Irak, og hans udsendelse var i sin helhed omfattet folketingsbeslutning af 31. maj 2005 om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført ovenfor vedrørende sag B-3130-05 tager Landsretten sagsøgtes afvisningspåstand til følge”

Appellanterne bemærker, at Landsretten med disse præmisser synes at sammenblande sagens realitet med sagen formalitet.

Det skal desuagtet anføres, at søgsmålet er aktuelt for appellanterne Johan Mortensen Kirkmand og Kirsten Elisabeth Kirkmand, såvel ud fra de samme retligt relevante indsigelser som de øvrige sagsøgere, som yderligere i betragtning af disse to parters erstatningskrav.

Appellanterne skal i den forbindelse først og fremmest anføre, at tabet af et barn, uanset om dette er myndigt eller ej, har en så indgribende betydning for forældre, at disse utvivlsomt har en væsentlig og individuel interesse heri. At dette ikke skulle være tilfældet, fordi et barn er myndigt er udtryk for en meget formalistisk opfattelse, der er uden støtte i de reelle forhold.

Den ovenfor nævnte opfattelse er i overensstemmelse med den generelle retstilstand. Personer beslægtet i lige op- og nedstigende linie betragtes i dansk lovgivning som nærtstående, herunder i konkursloven og gaveafgiftsloven mv. Begrundelsen er, at der mellem sådanne beslægtede som hovedregel består en navnlig følelsesmæssig tilknytning, der medfører et sammenfald af interesser.

Dette nære forhold bestyrkes yderligere, når der er tale om en ung mand på bare 21 år, som indtil han påbegyndte militærtjeneste, boede hos sine forældre.

Justitsministeren lagde vægt på, at den ovenfor anførte opfattelse skulle have et retligt udtryk, da hun om forslaget til indførelse af erstatningsansvarslovens § 26 a anførte:

”Med den foreslåede regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald bliver som noget nyt mulighed for at tilkende nære pårørende en godtgørelse for lidelse eller krænkelse ved dødsfald, der er forvoldt under sådanne kvalificerede omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning for eller krænkelse af de efterladte. Den foreslåede regel omfatter i første række ægtefælle og samlever samt forholdet mellem forældre og deres hjemmeboende og/eller mindreårige børn. ”

På baggrund af ovennævnte er det helt oplagt, at Johan Mortensen Kirkmand og Kirsten Elisabeth Kirkmand har et erstatningsretligt værnet krav, og at de har ret til at få pådømt dette.

Til støtte for dette skal det nævnes, at retten til at få et krav vedrørende fysiske personers borgerlige rettigheder pådømt, jf. EMRK art. 6, nyder en meget omfattende beskyttelse ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. 

Der er årsagssammenhæng mellem Bjarke Olsen Kirkmands udsendelse på grundlag af folketingsbeslutning 118 af 21. marts 2003 om Danmarks deltagelse i Irak-krigen og hans senere død. Krigen var som ovenfor anført ikke afsluttet ved appellanternes indlevering af stævningen til Østre Landsret og ved Østre Landsrets pådømmelse af spørgsmålet samt ved ankestævningens indlevering til Højesteret er der fortsat danske tropper på irakisk jord.

Endvidere finder det under afsnittet vedrørende Østre Landsrets sag nr. B-3130-05 anførte tilsvarende anvendelse for så vidt angår Østre Landsrets sag nr. B-3606-05.

PROCESOPFORDRINGER

Indstævnte opfordres (6) til at oplyse, om Danmark har afgivet en formel krigserklæring.

Indstævnte opfordres (7) til at fremskaffe oplysning om de udgifter den danske stat har været påført som følge af deltagelsen i krigen, for så vidt angår hvert enkelt kalenderår.

BEVISFØRELSE

For Østre Landsret fremlagde sagsøgerne artikel med titlen ”Al-Qaeda har Danmark på sigtekornet,” optrykt i Kristeligt Dagblad den 6. september 2006 som bilag 39. I dette bilag er indeholdt udtalelser fra nedennævnte. Under domsforhandlingen blev relevansen og indholdet bestridt af sagsøgtes advokat. For Højesteret ønsker appellanterne at foretage afhøring af de pågældende som sagkyndige vidner i retten dels med henblik på verifikation af de ovennævnte bilag og dels med henblik på besvarelse af yderligere forhold vedrørende forøget terrortrussel mod Danmark, og herunder blandt andet baggrunden herfor.

Direktør og grundlægger af firmaet SITE, der overvåger al-Qaedas kommunikation på internettet, Rita Katz, USA, ønskes afhørt for Højesteret.

Rådgiver af den tyske regering i terrorspørgsmål Peter Waldmann, Tyskland, ønskes ligeledes afhørt for Højesteret.

Appellanterne fremsender snarest supplerende liste vedrørende samtlige de afhøringer som appellanterne på nuværende tidspunkt ønsker foretaget under afhøring for Højesteret.

København den 5. juni 2007

Christian Harlang Bjørn Elmquist