Replik 15. maj 2006

R E P L I K
(Grundlovssag)

Østre Landsrets, 1. afdeling, sagerne B-3130-05 og B-3606-05

Grundlovskomitéen-2003 vedr. Irak-krigen
v/formand Kai Lemberg
Sundvænget 9 - 2900 Hellerup

som mandatar for

Asger Baunsbak-Jensen - Niels Behrendt - Nils Bredsdorff - Eline Feldman
Nicolas E. Fischer - Anne Regitze Frisenette - John Goodwin - Gretelise Holm
Frank Johannesen - Helle Jørgensen - Kate Klokkerholm - Peter Kofod
Kai Lemberg - Sandra Lucas - Georg Metz - Lis Møller - Kalle Nielsen
Ulla Sandbæk - Niels Stephensen - Frederik Sølberg - Bent Sørensen
Ole Villumsen - Jørgen Vogelius - Jørgen Witte, og

Johan Mortensen Kirkmand og Kirsten Elisabeth Kirkmand

mod

Statsminister Anders Fogh Rasmussen

De ved stævningerne nedlagte påstande, og det i øvrigt anførte fastholdes, idet sagsøgtes svarskrifter af 13. januar 2006 og 3. februar 2006 ikke giver anledning til ændringer af stævningerne af 11. oktober 2005 og 22. november 2005, der angår grundlovssagens realitet.

Overfor svarskrifternes formalitetsindsigelser og afvisningspåstande nedlægger sagsøgerne påstand om, at sagen fremmes til påkendelse af realiteten om grundlovsbruddet.

Nærværende replik er disponeret efter følgende:

1. I N D H O L D S F O R T E G N E L S E
2. SØGSMÅLSKOMPETENCE
2.1. SØGSMÅL EGNET TIL DOMSTOLSPRØVELSE
2.2 AKTUALITET
2.3. KONKRET
2.3.1. ”Overførsel af lovgivningskompetence”
2.3.2. ”GENEREL OG INDGRIBENDE BETYDNING"
2.3.2.1. Faktiske følger af krigen
F.1. Forøget terrortrussel mod Danmark og danskere
F.2. Forværrede diplomatiske kriser med den muslimske verden
F.3. Medansvar for krigsforhold med tortur m.v.
2.3.2.2 Retlige følger af krigen
2.3.2.2.1 Civilretlige følger
R.1. Force majeure
R.2. Udvidet aflytningsadgang over for borgere
R.3. Ansattes og virksomheders pligt til at yde bistand
2.3.2.2.2 Strafferetlige følger
R.4. Civile borgeres ansvars-skærpede position i medfør af Den borgerlige Straffelov
R.5. Civile borgeres ansvars-skærpede position i medfør af Den militære Straffelov
R.6. Regeringens lovforslag vedrørende terrorbekæmpelse
2.3.3 SØGSMÅLETS EGNETHED TIL SAGENS OPLYSNING
2.4. UDVIDELSE AF BEGREBET RETLIG INTERESSE I RETSPRAKSIS
2.4.1 GRUNDLOVEN, LOV OM RETTENS PLEJE OG RETSPRAKSIS
2.4.2 DEN EUROPÆISKE MENNESKERETSKONVENTIONS ARTIKEL 6
3. DEN SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING
3.1. SAGSØGTES URIGTIGE FORTOLKNING AF DE TIDLIGERE FN-RESOLUTIONER
3.1.1 RESOLUTION 1483 AF 22. MAJ 2003
3.1.2 RESOLUTION 1500 AF 14. AUGUST 2003
3.1.3 RESOLUTIONERNE 1511 AF 16. OKTOBER 2003 OG 1546 af AF 8. JUNI 2004
3.1.4 RESOLUTION 1637 AF 8. NOVEMBER 2005
3.2. SIKRINGSSTYRKENS MANDAT ER PROVOKERET AF ANGREBSKRIGEN
3.3. KRIGEN ER IKKE AFSLUTTET
3.4. IRAK UDEN ET SUVERÆNT STATSORGAN MED EVNE TIL AT INDGÅ BINDENDE AFTALER
3.5. EFTERFØLGENDE FOLKETINGSBESLUTNINGER KAN IKKE OPHÆVE PÅGÅENDE GRUNDLOVSBRUD
3.6. DANMARKS DELTAGELSE I ØVRIGE MISSSION

4. SÆRLIGE BEMÆRKNINGER VEDRØRENDE ÆGTEFÆLLERNE KIRKMANDS SAG
4.1. UNDERSKREVET KONTRAKT VEDRØRENDE UDSENDELSEN
4.2. ÅRSSAGSSAMMENHÆ
4.3. 22/11-05-STÆVNINGENS FREMSTILLING AF DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER
4.4. FORSVARSMINISTEREN SOM PART ØNSKET AF SAGSØGTE I STEDET FOR SAGSØGTE
5. SAGSØGTES BEGÆRING OM SÆRSKILT BEHANDLING AF FORMALITETEN
6. TIL SAGSØGTES PROCESOPFORDRING
BILAGSFORTEGNELSE
PROCESOPFORDRINGER

Nærværende sag drejer sig om grundlovskrænkelsen ved Danmarks deltagelse i den amerikansk-ledede koalitions angreb på den suveræne stat Irak. Deltagelsen blev vedtaget ved folketingsbeslutning af 21. marts 2003 med stemmerne 61 for og 50 stemmer imod. 68 folketingsmedlemmer afstod fra at stemme.


---


De af indstævnte nedlagte afvisningspåstande har til formål at forsøge at forhåndsafskære prøvelsen af krænkelsen.

Indstævnte forsøger derved at bevirke, at den dømmende magt, jf. grundlovens § 3, ikke bringes i anvendelse i forhold til det under sagen påberåbte grundlovsbrud.

Sagsøgerne gør overfor dette overordnet gældende:

at der tilkommer sagsøgerne søgsmålskompetence med hensyn til efterprøvelse af, om den danske grundlov er overtrådt ved folketingsbeslutning af 21. marts 2003 om Danmarks deltagelse i angrebskrigen mod den suveræne stat Irak.


2. SØGSMÅLSKOMPETENCE

Ifølge retspraksis tilkommer der danske borgere søgsmålskompetence, navnlig ud fra følgende kriterier:
Om søgsmålet er egnet til domstolsprøvelse,
Om retsforholdet er aktuelt,
Om søgsmålet angår et retsforhold, der konkret berører sagsøger.

Det sidste er undertiden blevet udspecificeret, således at sagsøger forudsættes at have en væsentlig og individuel interesse i søgsmålet.


2.1. SØGSMÅL EGNET TIL DOMSTOLSPRØVELSE

Nærværende sag udgør uden væsentlig tvivl et søgsmål egnet til domstolsprøvelse. Tvisten angår, om den danske regering kan anvende sin beføjelse efter grundlovens § 19, stk. 2 – som kræver det afgivne samtykke fra Folketinget - til at føre angrebskrig i situationer, hvor der ikke foreligger et FN-mandat, og hvor angrebskrigen ikke i øvrigt kan begrundes i andre alment accepterede folkeretlige hensyn, som f. eks en tvingende nødvendighed af hensyn til lokalbefolkningens overlevelse. Søgsmålet er egnet til domstolsprøvelse, idet grundloven er den basale del af det lovkompleks, som hører under domstolenes saglige kompetence. Højesteret har anerkendt, at domstolene kan påkende grundlovskrænkelser.


2.2. AKTUALITET

Vedrørende aktualiteten af søgsmålet skal det bemærkes, at der på tidspunktet for sagens anlæg stadig befinder sig danske tropper på irakisk territorium, ligesom også USA´s pågående overvejelser om at føre krig mod Iran angiveligt på grund af landets atomare aktiviteter, gør søgsmålets materielle påkendelse klart aktuel. Om den danske regering i forbindelse med Irak-krigen har handlet i strid med grundloven, bør i øvrigt kunne afklares, forinden den danske regering eventuelt deltager i endnu en angrebskrig anført af USA.

For så vidt angår sagsøgerne Johan Mortensen Kirkmand og Kirsten Elisabeth Kirkmand, hvis søn blev dræbt under tjeneste den 1. oktober 2005 i Irak, er søgsmålet i høj grad aktuelt, såvel ud fra de samme retligt relevante indsigelser som de øvrige sagsøgere, som yderligere i betragtning af disse to parters erstatningskrav.

Retsstridigheden af magtanvendelsen er ikke ophørt med de af sagsøgte angivne FN-resolutioner. Dette behandles selvstændigt i afsnit 3 af nærværende replik. Men selvom dette antoges, er der i retspraksis utallige relevante fortilfælde for, at der er tillagt søgsmålskompetence, selvom retstvisten som sådan var ophørt, og aktualiteten af søgsmålet derfor i disse tilfælde kunne drages i tvivl. Nedenfor skal blot anføres et par få eksempler.

I Højesterets dom af 24. maj 1962 vedrørende sagsanlæg om støv- og støjgener fandtes sagsøger at have retlig interesse i søgsmålet til trods for den støjende virksomheds flytning. Højesteret udtalte:”Den omstændighed, at indstævnte efter dommen har flyttet sin virksomhed bort fra ejendommen, findes ikke at medføre, at appellanten nu er uden retlig interesse i en afgørelse af spørgsmålet, om indstævnte i tiden indtil flytningen havde været pligtig at ophæve eller begrænse støjplagen som påstået”.

I Højesterets dom af 21. maj 2002 vedrørende hindring i opnåelse af taxabevilling på grund af krav om statsborgerskab i modstrid med bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, antoges sagsøger at have fornøden retlig interesse i søgsmålet, selvom hans anerkendelsespåstand alene havde betydning for hans retsstilling vedrørende et erstatningskrav. Højesteret udtalte:”Uanset at en afgørelse af [sagsøgers] anerkendelsespåstand ikke vil have betydning for hans retsstilling i andre henseender end vedrørende kravet om erstatning (den nedlagte betalingspåstand), finder Højesteret det på den nævnte baggrund betænkeligt at fastslå, at [navn] ikke har den fornødne retlige interesse i at få prøvet anerkendelsespåstanden.”

Der er derfor ikke belæg for sagsøgtes anbringende om at retsgrundlaget er historisk, og at der derfor ikke kan tillægges sagsøger søgsmålskompetence.

For så vidt angår samtlige sagsøgere, skal det endelig bemærkes, at retlig efterprøvelse af magtanvendelsen mod Irak - på grund af dens generelle og indgribende karakter for danske borgere over hele kloden - er dagligt aktuel.

2.3. KONKRET

Kriteriet om, at søgsmålet skal vedrøre et retsforhold, der konkret berører sagsøgeren, er fraveget ved Højesterets dom af 12. august 1996. Højesteret antog deri, at en gruppe borgere havde retlig interesse i søgsmålet mod den daværende statsminister vedrørende Danmarks tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Unions forenelighed med Grundlovens § 20. Højesteret udtalte:

”På grund af tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning har appellanterne en væsentlig interesse i at få deres påstande prøvet. Højesteret finder, at der under disse omstændigheder ikke er tilstrækkeligt grundlag for […] yderligere at betinge adgangen til domstolsprøvelse af, at appellanterne kan påvise, at der i medfør af Traktaten om Den Europæiske Union er udstedt retsakter, som konkret og aktuelt berører deres forhold. ”

De ledende præmisser fra Maastricht-dommen er citeret in extenso i modpartens svarskrift side 24.

Sagsøgerne er ikke enige i sagsøgtes negative afgrænsning i udlægningen af denne præmis.

Ved Maastricht-dommen blev der alene taget stilling til, om sagsøgerne i den konkrete sag skulle afskæres fra søgsmålskompetence eller, om de, som antaget af Højesteret, var i besiddelse af en sådan ret, bedømt ud fra sagens processtof og grundlovens bestemmelser.

Højesteret har ved denne dom – selvfølgelig ikke – med virkning for fremtidige søgsmål bindende defineret, hvor der ikke er søgsmålskompetence, men blot taget stilling til, at der i ovennævnte sag var fornøden retlig interesse til at iværksætte domstolsprøvelse.

Der foreligger således en alvorlig fejl i sagsøgtes argumentation, når det af sagsøgte i svarskriftets side 26-27 hævdes, at dommen kan læses som en negativ afgrænsning af, hvornår der tilkommer sagsøgere søgsmålskompetence.

Der er ikke belæg for at anføre, at Højesteret i Masstricht-dommen har gjort udtømmende op med de situationer, hvor søgsmålskompetence bør tillægges borgere i tilfælde af eventuelle krænkelser af Grundloven. Det kan ikke antages, at Højesteret kun vil udvide kredsen af sagsøgere, der tilkommer søgsmålskompetence, såfremt søgsmålet vedrører overførsel af lovgivningskompetence. Det synes således ikke ved Maastricht-dommen udelukket, at der kan tilkomme sagsøgere søgsmålskompetence, selvom søgsmålet vedrører Grundlovens § 19 og ikke 20, hvorfor også sagsøgernes principale påstand kan antages til pådømmelse.

2.3.1. ”OVERFØRSEL AF LOVGIVNINGSKOMPETENCE”

Sagsøgte har anført i sit svarskrift side 27, at magtanvendelsen mod Irak ikke indebærer overførsel af lovgivnings- eller myndighedskompetence, men derimod er udtryk for udøvelse fra regeringens side af et prærogativ. Sagsøgerne bestrider imidlertid dette.

For det første fordi der ikke er tale om et egentligt prærogativ, da et sådant først foreligger, når der er tale om en forfatningsretlig forret. Forfatningsretligt kræves folketingets udtrykkelige samtykke til at anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.

Afgørelsen af, hvorvidt sagsøgte har udøvet sine regeringsbeføjelser hænger endvidere uløseligt sammen med sagsøgtes påstand om, at der ikke forelå et FN-mandat til magtanvendelsen, og at regeringens beføjelser alene kan anvendes i overensstemmelse med de folkeretlige forpligtelser, Danmark har påtaget sig, herunder FN-pagtens forbud mod magtanvendelse, i dette tilfælde erklæring af angrebskrig. Dette spørgsmål henhører således under søgsmålets realitetsbehandling.

For det andet fastholder sagsøger, for så vidt angår spørgsmålet om overførsel af myndighedsbeføjelse, at sådan overførsel rent faktisk er foretaget ved uddelegeringen af forsvarschefens kommando over de pågældende styrker, og sagsøgtes anbringende om, at de danske styrker var udsendt under fuld dansk kommando, bestrides.

Bemærkningerne til § 12 i lov nr. 122 af 27. februar 2001 om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. er gengivet i svarskriftets side 21. Heraf fremgår, at ”de tilfælde, hvor dele af forsvarschefens kommando måtte være delegeret, opretholdes fuld kommando […]” Dette er et selvmodsigende udsagn, idet der i tilfælde af delegation af kommando ikke kan opretholdes fuld kommando. Sagsøgte opfordres (1) til at dokumentere, hvordan fuld dansk kommando kan eksistere samtidig med amerikansk operativ kontrol, jf. svarskriftets side 23.

Til svarskriftets side 22 med citatet af Justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 313 af 31. marts 2003, at den omstændighed, at Justitsministeriet mener, at der ikke er grundlag for at antage, at overgivelse af kommandoen over de danske styrker til den amerikanske ledelse ligger uden for grundlovens rammer, ikke er nogen retskilde.

I den forbindelse skal henvises til Højesterets kendelse af 29. november 2001, hvori det udtaltes:”Der er i sig selv intet uberettiget i, at regeringen og dens enkelte ministre arbejder for vedtagelse af et lovforslag…[…]…og i den forbindelse bistås af embedsapparatet”.

Dette illustrerer, at det er alment kendt, at embedsmandsapparatet arbejder for regeringen, og at det derfor ikke har nogen retsskabende betydning, at Justitsministeriet finder, at der ikke er noget grundlovsstridigt i regeringens handlemåde. Justitsministeriet arbejder for

regeringens politik. Afgørelsen af, hvorvidt regeringens handlemåde var i strid med Grundloven henhører under domstolene.


2.3.2. ”GENEREL OG INDGRIBENDE BETYDNING”

Der kan af Højesterets begrundelse for søgsmålskompetence i Maastricht-dommen udlæses en betingelse om, at der skal være tale om spørgsmål af generel og indgribende betydning for de danske borgere. Dette kan udlæses af den opsummerende gentagelse af denne begrundelse – således som fremhævet med fed i ovenstående citat. I Maastricht-dommen fandt Højesteret denne betingelse opfyldt, da det, der ønskedes pådømt, var ”overførsel af lovgivningskompetence på en række almene og væsentlige livsområder”.

Sagsøgtes procesførelse, jf. svarskriftets anbringender om påstået manglende søgsmålskompetence, må selvsagt forstås således, at det hævdes, at Danmarks deltagelse i angrebskrigen er uden væsentlige faktiske konsekvenser for den danske befolkning.

Et sådant standpunkt er ganske åbenlyst forkert.

Til støtte for, at sagsøgerne opfylder betingelsen om, at søgsmålet vedrører spørgsmål af generel og indgribende betydning for danske borgere, skal det navnlig anføres:

at Danmarks deltagelse i krigen medfører, at enhver dansk statsborger kan blive udsat for krigens faktiske og retlige konsekvenser.


2.3.2.1. Faktiske følger af krigen
F.1. Forøget terrortrussel mod Danmark og danskere

Af en rapport fremlagt af den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse af oktober 2005, fremgår det på baggrund af vurderinger foretaget af Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester, at: ”Danmarks militære engagement i Afghanistan og Irak har som tidligere nævnt indflydelse på risikoniveauet for terrorhandlinger rettet mod såvel danske som udenlandske mål i Danmark samt danske mål i udlandet. Eventuelle terrorhandlinger mod Danmark vil af terrorister kunne anskues som en naturlig forlængelse af deres kamp mod den internationale koalition i Irak.” (Sagsøgernes understregning) (bilag 34)

Heraf fremgår, at den forøgede terrortrussel mod Danmark er en faktisk konsekvens af Danmarks aktive deltagelse i angrebet mod Irak. Denne trussel og afledte frygt må alle danskere – uanset om der er bosiddende i Danmark eller i udlandet – i større eller mindre omfang leve med hver dag. Sagsøgerne anfører, at de har en retlig interesse i at undgå både terrorangreb og den forøgede terrortrussel mod dem.

Sagsøgte opfordres (2) til at fremlægge samtlige vurderinger dateret i 2005 og hidtige del af 2006 fra PET og FE vedrørende den forøgede terrortrussel mod Danmark som følge af Danmarks deltagelse i koalitionsstyrkernes angreb på den suveræne stat Irak.

F.2. Forværrede diplomatiske kriser med den muslimske verden

Eksperter har uden forbehold kædet den kraftige reaktion mod Danmark i forbindelse med Jyllandspostens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne sammen med Danmarks deltagelse i Irak-krigen. (bilag 35) Denne faktiske konsekvens har betydning for alle danske statsborgere – hvad enten de er bosiddende i udlandet eller i Danmark.

Regeringen, folketinget og den øvrige offentlighed har således kunnet følge de stærke muslimske reaktioner, der er afledt af denne krisesituation. Det har betydet, at indtil flere muslimske lande har været frarådet som rejsemål, ligesom ambassader har måttet hastelukkes – nogle endda efter voldelige angreb. Sagsøgte opfordres (3) til at oplyse, om dette bestrides. Dette har haft og har fortsat konsekvenser for mange danske statsborgere, som enten skulle på rejse eller allerede var på rejse.

Endvidere har det haft betydning for danske virksomheders eksport og for turistbranchen i det hele taget, hvilket igen har betydet konsekvenser for virksomhedernes virke i Danmark – og dermed for danske ansatte, dansk indtjening og det danske samfund som helhed.

F.3. Medansvar for krigsforhold med tortur m.v.

Endelig har Danmark med sin aktive indsats i magtanvendelsen mod Irak skadet danskernes tidligere identitet som en friheds- og fredselskende nation. Ved Danmarks deltagelse i angrebskrigen, har Danmark medvirket til krænkelser af ufravigelige folkeretsnormer (jus cogens). Disse folkeretsnormer er bl.a. forbuddet mod angrebskrig som udtrykt i FN-pagten. Dermed har samtlige danskere måtte tåle, at de er kommet under moralsk nedvurdering i udlandet fra tidligere venligtsindede nationer, organisationer, medier og enkeltpersoner.

Ikke mindst har de skæmmende internationale offentliggørelser af amerikansk og britisk systematisk tortur i irakiske fængsler draget også Danmarks internationale troværdighed i tvivl. Det står således til stadighed tilbage at afgøre om Danmark har deltaget i amerikanernes ulovlige fangetransporter ved at lade CIA-fly passere gennem dansk luftrum, velvidende at passagerne skulle bringes uden for ”lands lov og ret” til tortur-forhør, ligesom der stadig for de danske domstole verserer en straffesag om afhøringsmetoder anvendt af udsendt dansk militærpersonel i Irak.

Eksemplerne er således utallige på, hvorledes Danmarks deltagelse i magtanvendelsen mod Irak direkte eller indirekte har påvirket danske borgeres faktiske liv.


2.3.2.2. Retlige følger af krigen
2.3.2.2.1. Civilretlige følger
R.1. Force majeure

Overordnet skal det anføres, at det i lovgivningen og andre retsforhold ofte anvendte forbehold for force majeure, bl.a. omfatter tilfælde af krig. Definitionen på force majeure er: ”En fra romerretten hidrørende betegnelse for udefra kommende omstændigheder, som det på forhånd er klart, at mennesker ikke kan afværge,...”

Der er således for danske borgere mange almene retsforhold, som påvirkes af, at Danmark er i krig.

Force majeure indgår i Købelovens § 24 og henvisning dertil findes i § 53, stk.4. Force majeure indskrives tillige i utallige kontrakter, ikke mindst vil mange standard forsikringspolicer indeholde dette forbehold.


R.2. Udvidet aflytningsadgang overfor borgere

I lov nr. 122 af 27. februar 2001 om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. § 17, stk. 1 er forsvarsministeren tillagt udvidet hjemmel til aflytning af borgere i krigstid, ligesom borgerne har pligt til at stille ejendom til rådighed i krigstid, § 17, stk. 2.

R.3. Ansattes og virksomheders pligt til at yde bistand

I lovbekendtgørelse nr. 137 af 1. marts 2004 om beredskab § 28, stk. 1 findes hjemmel til at pålægge offentlige myndigheder, private virksomheder at yde bistand. I samme lovs § 57 er der hjemmel til at pålægge de ansatte førnævnte steder at yde bistand. I § 56 kan enhver mellem 18 og 65 under særlige omstændigheder, herunder krig, pålægges beredskabspligt. Denne pålæggelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 58.

2.3.2.2.2. Strafferetlige følger
R.4. Civile borgeres ansvars-skærpede position i medfør af Den borgerlige Straffelov

Straffelovens kapitel 12 indeholder bestemmelser, der angår forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.

Ifølge 100, stk. 1 kan udtalelser, som kan volde fare for den danske stat, straffes med fængsel i indtil 6 år.

Ifølge § 101 kan handlinger, hvorved bistand til fjenden forberedes, straffes med fængsel indtil 16 år.

Ifølge § 102 kan råd eller handlinger til fremme af fjendtlig interesse straffes med fængsel indtil 16 år.
Misligholdelse af kontrakter kan efter § 103 straffes med fængsel i op til 3 år.

R.5. Civile borgeres ansvars-skærpede position i medfør af Den militære Straffelov

Af lov nr. 530 af 24. juni 2005 militær straffelovens § 2, 3) finder loven under væbnet konflikt anvendelse på ”enhver, der gør sig skyldig i overtrædelse af denne lovs §§ 28-34 og 36-38”. Dette medførte i en Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for retsvæsen 1947 på side 170, at en civil havde gjort sig skyldig i krigsforræderi. Ifølge lovens § 3 finder den også anvendelse på lovovertrædelser, der begås uden for den danske stat.

R.6. Regeringens lovforslag vedrørende terrorbekæmpelse

Der skal blot knyttes et par enkelte bemærkninger til regeringens antiterror-pakke. Denne pakke udvides stedse, og det kan svært afvises, at de seneste udvidelser har at gøre med den øgede terrortrussel mod Danmark. En forøgelse eksperter er enige om kan tilskrives Danmarks aktive deltagelse i magtanvendelsen mod Irak. Også på områder som overvågning, aflytning og registre over politiske eller religiøse overbevisninger kan Irak-krigen få betydning for almindelige danskeres hverdag.

Der er således et overvældende mål af faktiske og juridiske konsekvenser, der på en generel og indgribende måde berører danskere borgeres almene livsområder.

2.3.3. SØGSMÅLETS EGNETHED TIL SAGENS OPLYSNING

Højesteret tillagde borgerne søgsmålskompetence i Maastricht-sagen, bl.a. under angivelse af, at sagen ikke havde kunnet oplyses bedre, såfremt borgerne havde kunnet påvise en konkret ændring af deres retsstilling som følge af den påståede grundlovskrænkelse. Højesteret udtalte:

”Der er herved tillige lagt vægt på, at et krav herom ikke ville være egnet til at sikre en bedre oplysning af det spørgsmål om grænserne for anvendelsen af Grundlovens § 20, som appellanterne har rejst.”

I nærværende sag er det evident, at søgsmålet om grundlovsbrud ikke ville kunne oplyses bedre, såfremt sagsøgerne, udover det i nærværende replik anførte, kunne henvise til nærmere konkrete ændringer i deres retsstilling som følge af grundlovskrænkelsen. Der bør derfor ikke stilles krav derom ved rettens vurdering af deres retlige interesse.


2.4. UDVIDELSE AF BEGREBET RETLIG INTERESSE I RETSPRAKSIS

2.4.1. Grundloven, lov om rettens pleje og retspraksis

I nyere retspraksis kan der konstateres en markant tendens til udvidelse af den sagsøgerkreds, som man sammenlignet med tidligere tillagde søgsmålskompetence.

I kendelsen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994 side 780 tillagdes miljøorganisationen Greenpeace søgsmålskompetence efter en samlet vurdering af den nedlagte påstand og organisationens struktur og formål.

I nærværende sag er det således også sagsøgernes standpunkt, at en samlet vurdering af sagsøgernes påstand og søgsmålets karakter må føre til, at sagsøgerne har den fornødne retlige interesse i at få afgjort søgsmålet.

Vedrørende de af sagsøgte påberåbte domme, skal følgende bemærkes.

Sagsøgte har henvist til dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002 side 418 vedrørende regeringens iværksættelse af diverse aktiviteter forud for folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten. Det skal hertil bemærkes, at Højesteret koncentrerede sig mere om påstandenes udformning end om selve søgsmålskompetence. Således udtalte retten i sit flertalsvotum:

”[…] finder vi, at en domstolsprøvelse af en så generelt og ubestemt udformet påstand som påstand 1 er udelukket. Vi stemmer derfor for at afvise sagen vedrørende denne påstand fra domstolene. […] Vi finder ligeledes, at en domstolsprøvelse af, om der er sket overtrædelse af de pligter, der påhviler regeringen vedrørende information i forbindelse med folkeafstemninger, i hvert fald forudsætter en konkretisering af de forhold, som udgør den påståede overtrædelse. Vi tiltræder derfor, at sagen vedrørende sagsøgernes påstand 2 er afvist fra domstolene. Uanset den interesse, Folkebevægelsen mod EU har i en afklaring af de retlige grænser for regeringens og den enkelte ministers anvendelse af embedsapparatet og for udformningen af informationsmateriale m.v. i forbindelse med folkeafstemninger vedrørende EU, stemmer vi herefter for at afvise sagen i sin helhed fra domstolene.” [sagsøgers fremhævning med fed]

Som det fremgår af ovenstående, herunder i særdeleshed sagsøgers fremhævning, afvistes sagen ikke på grund af manglende søgsmålskompetence, men derimod på grund af påstandenes ubestemte udformning. Sagsøgtes påberåbelse af den dom er derfor forkert og vildledende.

Sagsøgte har endvidere påberåbt sig dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 side 669 vedrørende en dansk statsborger med bopæl i Spanien, som ikke havde stemmeret til folketingsvalg. Sagsøgeren nedlagde subsidiært en anerkendelsespåstand om, at valgloven var ugyldig. Højesteret udtalte:

”[sagsøgers] stilling i henseende til valgret til Folketinget ville ikke blive forbedret, selv om han måtte få medhold i påstanden om, at valglovens § 2 helt er delvis er ugyldig. I hvert fald under disse omstændigheder tiltræder Højesteret, at [navn] ikke har retlig interesse i at få denne påstand påkendt.”

Sagsøgerne skal her blot henvise til foranstående gennemgang af Højesterets dom af 21. maj 2002 vedrørende hindring i opnåelse af taxabevilling på grund af krav om statsborgerskab i modstrid med bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Som bekendt antoges sagsøger at have fornøden retlig interesse i søgsmålet, selvom hans anerkendelsespåstand alene havde betydning for hans retsstilling vedrørende et erstatningskrav.

2.4.2. Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 6

Det følger bl.a. af denne bestemmelse, at:”Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.”

Det er en krænkelse af artikel 6 at afskære sagsøgerne fra at få prøvet ved domstolene, om Danmarks deltagelse i angrebskrigen mod Irak er i strid med den danske grundlov. Grundlovens regler om anvendelsen af militære magtmidler mod fremmede stater angår danske borgeres rettigheder af vital betydning, nemlig forbudet mod angrebskrig, således som følger af FN-pagten. Dette forbud er jus cogens, og det er dermed anerkendt som værende af vital betydning for alle mennesker på hele kloden, herunder danskere. Det følger direkte af artikel 6 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at borgerne har krav på adgang til domstolene for at få efterprøvet overholdelsen af deres rettigheder, og at denne adgang skal være reel.


---


Sammenfattende anføres det, at sagsøgerne har den fornødne retlige interesse i søgsmålet, ikke mindst henset til nyere retspraksis på området, idet det anføres:


at søgsmålet er egnet til domstolsprøvelse,

at søgsmålet er påtrængende aktuelt,

at Irak-krigen har mulig generel og indgribende virkning på danske borgeres liv, såvel faktisk som retligt,

at Danmarks deltagelse i Irak-krigen har påført danske borgere - en ubestridelig og lovgivningsmæssigt konstateret - daglig frygt på grund af utvivlsom øget risiko for terrorangreb mod det danske samfund og danske interesser både i Danmark og i udlandet,

at retsspørgsmålet ikke ville kunne oplyses bedre, såfremt én eller flere af sagsøgerne eller en anden dansk statsborger kunne påvise en konkret individuel ændret retsstilling eller faktisk position som følge af grundlovskrænkelsen,

at der i nyere Højesteretspraksis er sket en udvidelse af den sagsøgerkreds, som tillægges søgsmålskompetence,

at denne retsudvidelse svarer til klare og vedholdende internationale tendenser og til Danmarks internationale forpligtelser,

at der ikke er nogen saglig begrundelse for på forhånd at afskære domstolsprøvelse.


Endvidere gøres det gældende

at en mulig krænkelse af i hvert fald kombinationen af grundlovens regler og jus cogens (ufravigelig folkeret) er en krænkelse af sagsøgernes borgerlige rettigheder,

at det derfor er også i strid med Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 6 at afskære sagsøgerne fra reel adgang til domstolsprøvelse af, hvorvidt deres borgerlige rettigheder er krænket,

at danske domstoles eventuelle afvisning at af behandle nærværende sags realitet ville konstituere et brud på Danmarks forpligtelser efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention og sagsøgernes grundrettigheder i øvrigt.

----

3. DEN SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING

3.1. SAGSØGTES URIGTIGE FORTOLKNING AF DE TIDLIGERE FN-RESOLUTIONER

For så vidt angår de tidligere resolutioner angående den første Golfkrig skal det anføres, at sagsøgtes udlægning af, at der ikke kunne opnås enighed om et resolutionsforslag vedrørende magtanvendelse mod Irak er forkert. Resolutionsforslaget blev forkastet, idet flere medlemmer af Sikkerhedsrådet ikke ønskede at anvende magt overfor Irak.

Dette gør det så meget desto mere umuligt at acceptere troværdigheden i, at de i koalitionen deltagende regeringer i god tro har fortolket de tidligere resolutioner til at indeholde bemyndigelse til væbnet magtanvendelse, da de førte an i et væbnet angreb mod Irak. Når man først har forsøgt at få vedtaget et resolutionsforslag om bemyndigelse til anvendelse af magt, og dette forkastes, kan man naturligvis ikke efterfølgende påstå at have været i god tro med hensyn til, om denne bemyndigelse allerede forelå.

3.1.1. Resolution 1483 af 22. maj 2003

Det skal endvidere bemærkes til resolution 1483 af 22. maj 2003, at anerkendelsen af USA og Storbritannien som besættelsesmagter efter den humanitære folkeret, netop bekræfter, at der stadig var krig. Den humanitære folkeret dækker alene krigssituationer, og tilstedeværelsen af en besættelsesmagt umuliggør selvsagt, at man folkeretligt kan anse krigen for afsluttet.

3.1.2. Resolution 1500 af 14. august 2003

Resolution 1500 af 14. august 2003 anser dannelsen af det midlertidige regeringsråd for et vigtigt skridt i retning af dannelsen af ”internationalt anerkendt, repræsentativ regering, som kan udøve den irakiske suverænitet”. FN anerkender således ikke det midlertidige regeringsråd som repræsentativt for det irakiske folk eller som værende i stand til at udøve irakisk suverænitet.

3.1.3. Resolutionerne 1511 af 16. oktober 2003 og 1546 af 8. juni 2004

For så vidt angår resolutionerne 1511 af 16. oktober 2003 og 1546 af 8. juni 2004, hvori FN bemyndigede den multinationale sikringsstyrke til at anvende alle midler, inklusive væbnet magt, skal det anføres, at disse resolutioner ikke havde til hensigt at lovliggøre koalitionens angrebskrig mod Irak med tilbagevirkende kraft. Tværtimod var der mange debatindlæg, specielt fra Sikkerhedsrådets permanente medlemmer Frankrig og Rusland, ligesom også Tyskland anførte, at deltagelsen i en sikringsstyrke i Irak efter anmodning fra FN ikke måtte opfattes som en accept af den forudgående ulovlige krigsførelse.

Endvidere udtrykte disse resolutioner erklæret ønske om, at Irak snarligst måtte komme til at regere sig selv, og at besættelsen ville ophøre, hvorfor ingen af disse resolutioner kan tages til indtægt for, at krigen folkeretligt er ophørt.

3.1.4 Resolution 1637 af 8. november 2005

For så vidt angår resolution 1637 af 8. november 2005 udtryktes der heri ønske om, at den politiske overgangsproces ville være tilendebragt samt ønske om, at såkaldte ”irakiske tropper” ville kunne genvinde fuldt ansvar for sikkerheden i Irak. Denne resolution er til overflod dokumentation for, at krigen stadig ansås for igangværende.

3.2. SIKRINGSSTYRKENS MANDAT ER PROVOKERET AF ANGREBSKRIGEN

Nødvendigheden af sikringsstyrkens tilstedeværelse i Irak udspringer af koalitionens angrebskrig mod Irak. Det er denne krig, der har udløst den omfattende terrorisme, der dagligt hærger det civile Irak. Det er denne krig, der har destabiliseret Irak, således at tilstedeværelsen af FN-sikringsstyrken er nødvendig.


Alf Ross skriver i ” Forenede Nationer”:

”I den højtidelige indledning til pagten (den såkaldte præambel) og i art. 1 og 55 findes forskellige udtalelser om organisationens målsætning. De kan sammenfattes derhen at de Forenede Nationers yderste målsætning kan udtrykkes ved de to slagord: Fred og fremskridt.”

Alf Ross skriver videre:

”De Forenede Nationers politiske målsætning er altså opretholdelse af international fred og sikkerhed. Når ”sikkerhed” her nævnes som et mål ved siden af ”fred” ligger heri at det ikke er tilstrækkeligt så at sige fra dag til dag at holde krigen fra døren. Målet er at skabe sådanne tilstande der giver sikkerhed for at freden ikke vil blive brudt, eller i hvert fald sikkerhed for at ethvert forsøg herpå vil blive kvalt i fødslen. Først da vil mennesker kunne leve i tryghed og den ”frihed for frygt” blive realiseret der i det atlantiske charter blev proklameret som et af menneskehedens mål.”

Alf Ross, 1899-1979. Professor i folkeret, retslære og statsforfatningsret. Udgav i 1942 »Lærebog i Folkeret«, og behandlede indgående internationale forhold i sit forfatterskab. Bogen »De Forenede Nationer« udkom i 1962. Hovedværk inden for forfatningsretten er »Dansk Statsforfatningsret, 1-2«, udkom i 1959/1960 og i en række senere udgaver. Dette værk er fortsat hyppigt citeret i den moderne forfatningsret, og Alf Ross har nok mere end nogen anden dansk retsvidenskabsmand sat dagsordenen for fortolkningen af statsforfatningsretten i det 20.århundrede. Medvirkede aktivt i forfatningskommissionens arbejde og havde stor indflydelse på grundlovsrevisionen i 1953, herunder i høj grad bestemmelserne om rigets forhold til udlandet. Opnåede stor international anerkendelse, og adskillige værker er oversat til udenlandsk.


Heraf kan læses, at FN som følge af pagten og det formål, der er udstukket heri, altid så vidt muligt vil skulle stille med sikringsstyrker i tilfælde af krig for at genoprette et usikkert og krigshærget land. I nærværende tilfælde er denne usikkerhed og ufred provokeret af koalitionsstyrkernes, herunder Danmarks, krig mod Irak. Bemyndigelsen af sikringsstyrken i henhold til FN-pagtens kap. 7 om anvendelse af væbnet magt udspringer jo netop af den massive ufred og usikkerhed, der eksisterer i Irak ved sagens anlæg som følge af den ulovlige angrebskrig.

3.3. KRIGEN ER IKKE AFSLUTTET

Dette anbringende er åbenlyst et sandt udtryk for den faktiske virkelighed i Irak.

I 1995 udtalte krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien:

”an armed conflict exists whenever there is a ressort to armed force between States or protracted armed violence between governmental authorities and organized armed groups or between such groups within a State. International humanitarian law applies from the initiation of such armed conflicts and extends beyond the cessation of hostilities until a general conclusion of peace is reached; or in case of internal conflicts, a peaceful settlement is achieved.”

Der er således fortsat krig I Irak, da krigshandlingerne mellem sikringsstyrkerne og de bevæbnede og organiserede grupper af oprørere fortsætter. Denne krigstilstand er opretholdt så længe, disse krigshandlinger fortsat udøves, og indtil der foreligger et faktisk krigsophør, en fredsaftale eller en våbenhvile.

Da der ikke foreligger en sådan fredsaftale eller våbenhvile parterne imellem, men der snarere tværtimod synes at ske en optrapning af sikringsstyrkens fjendtlige fremfærd mod de organiserede bevæbnede grupper i Irak, er sagsøgtes argument om, at angrebskrigen er afsluttet derfor forkert. Den faktiske virkelighed er åbenbart en anden.

Det er således sagsøgers opfattelse, at - FN-resolutionerne til trods - tilstedeværelsen af danske tropper i Irak for nuværende er uløseligt forbundet med angrebskrigen, og dermed med sagsøgernes principale påstand vedrørende ulovligheden af at gå i krig uden et FN-mandat.

Til overflod fremgår det endvidere af udtalelser fra USA’s præsident George W. Bush, at man fra USA’s side betragter krigen som fortsat pågående. Eksemplerne på dette er mange. Der vedlægges artikel fra Politiken af 17. marts 2006 med overskriften ”Præsident Bush: Amerika er i krig” (bilag 36)

Sagsøgte opfordres (4) til at oplyse om Politikens gengivelse af præsident George W. Bush’s udtalelse er korrekt.

3.4. IRAK UDEN ET SUVERÆNT STATSORGAN MED EVNE TIL AT INGÅ BINDENDE AFTALER

Sagsøgtes argument om at fuld suverænitet blev overdraget til den midlertidige regering, og at besættelsen derfor ophørte, svarskriftet s. 9, bestrides. Så længe fremmede soldater handler som udøvende magt i landet, er det pågældende land næppe suverænt.

Endvidere skal det anføres, at den midlertidige regering var indsat af besættelsesmagten, hvorfor den ikke havde demokratisk legitimitet endsige kunne påstås at udøve det irakiske folks suverænitet.

Alf Ross skriver:

”Man plejer at bestemme demokratiet som den statsform i hvilken statsmagten (den politiske magt, ”suveræniteten”) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer...[…]…Det der efter definitionen skal tilkomme folket som helhed bestemmes som ”statsmagten” (den politiske magt, ”suveræniteten” eller lignende) …[…]… Tanken er blot at statsmagten udgår fra folket og dette anses for at være tilfældet, når det øverste organ der fastsætter ”statsviljen”s indhold i dens mest almindelige skikkelse hvoraf de andre statsakter i almindelighed udleder deres gyldighed – altså lovgivningsorganet – handler som repræsentant for folket.”

Den irakiske regering, som var indsat af besættelsesmagten, var ikke et organ, der kunne handle som repræsentant for det irakiske folk. Der var således forfatningsretligt ikke andre end besættelsesmagten til at udøve deres begrænsede suverænitet på det irakiske territorium.

Som tidligere anført giver ordlyden i de forskellige FN-resolutioner vedrørende situationen i Irak støtte til dette synspunkt.

Det er sagsøgernes standpunkt, at Irak først ved det afholdte parlamentsvalg den 15. december 2005 kan anses for at være i besiddelse af et suverænt organ. Det er således først herefter, at en anmodning fra den irakiske regering til FN om tilstedeværelsen af styrker, kan anses for at være det irakiske folks vilje, og dermed på linje med de FN-missioner, som Danmark tidligere har deltaget i.

Den anmodning til FN om en sikringsstyrke i Irak, som fremgår af resolution 1546 af 8. juni 2004, kan således ikke anses for at være sædvanlig i forhold til de missioner, som Danmark tidligere har deltaget i under FN-mandat. Dette kan understøttes visuelt ved blot at påpege, at de danske soldater ikke opererer under de for FN-missioner traditionelle blå hjelme.


3.5. EFTERFØLGENDE FOLKETINGSBESLUTNINGER KAN IKKE OPHÆVE PÅGÅENDE GRUNDLOVSBRUD

I overensstemmelse med ovenstående argumenter, herunder især, at krigen ikke er afsluttet, og at Irak ikke besad et suverænt statsorgan, der kunne indgå bindende aftale om fremmede troppers tilstedeværelse i Irak, ændrer de trufne folketingsbeslutninger vedrørende Danmarks tilstedeværelse i Irak ikke op, at denne er en fortsættelse af den ulovlige angrebskrig.

De af sagsøgte fremlagte FN-resolutioner fritager ikke danske statsorganer for ansvar i forbindelse med den oprindelige folkeretligt ulovlige angrebskrig mod det suveræne Irak. De efterfølgende folketingsbeslutninger lider i grundlovsmæssig forstand af samme mangler som den oprindelige, idet disse folketingsbeslutninger er afledt af den første, nemlig B 118 af 21. marts 2003.

3.6. DANMARKS DELTAGELSE I ØVRIGE MISSIONER

Til sagsøgtes afsluttende bemærkning på svarskriftets side 18, skal det anføres, at det er irrelevant at opremse Danmarks tidligere deltagelse i internationale operationer, hvor der har foreligget FN-mandater med en enkelt undtagelse af Danmarks deltagelse i Kosovo-operationen. Denne operation er af talrige folkeretlige eksperter blevet benævnt humanitær intervention, hvilket dels til stadighed er en kontroversiel størrelse i folkeretten, og dels af verdenssamfundet var anset for bydende nødvendig på grund af de på det pågældende tidspunkt igangværende etniske forfølgelser og folkemord.

Situationen i Kosovo er absolut ikke sammenlignelig med magtanvendelsen mod Irak, og dette argument synes heller ikke hævdet af sagsøgte.

Ex tuto bemærkes, at et grundlovsbrud selvsagt ikke forfatningsmæssigt legitimeres af tidligere krigsmæssige dispositioner, ej heller dersom sådanne eventuelt havde karakter af grundlovsbrud, hvilket sagsøgerne i nærværende sag ikke tager stilling til.


---


Sammenfattende skal det til støtte for samtlige sagsøgeres, herunder Johan Mortensen Kirkmand og hans hustru Kirsten Elisabeth Kirkmands, retlige interesse i søgsmålet, anføres:

at nærværende sag angår jus cogens, altså helt fundamentale rettigheder og normer af universel karakter, således som udtrykt FN-pagtens præambel, artikel 2, stk. 4 og artikel 55.

at der er en sammenhæng mellem artikel 2 og grundlovens § 19, nemlig selve det at befri menneskeheden fra krigens svøbe.

at der ikke findes en saglig begrundelse for at domstolsprøvelse skulle afskæres på forhånd.

at samtlige sagsøgere, herunder ægtefællerne Kirkmand, under nærværende grundlovssag ønsker domstolsprøvelse af grundlovsmæssigheden af den angrebskrig, som i henhold til folketingets beslutning af 21. marts 2003 er iværksat på det suveræne irakiske territorium.

at samtlige sagsøgere, herunder ægtefællerne Kirkmand, gør gældende, at Danmarks deltagelse i denne krig således fra begyndelsen er grundlovsstridig.

at danske statsorganer forfatningsretligt er bundet af en retsnorm, der indebærer, at enhver såvel faktisk som retlig adfærd, der strider mod grundloven, er ulovlig.

at Danmarks deltagelse i krigen således også udgøres af faktiske handlinger, hvis retmæssighed, som led i den retslige prøvelse, skal subsumeres under grundloven.

at udgangspunktet for sagen således er den udøvende magts deltagelse i faktiske krigshandlinger.

at deltagelse i faktiske krigshandlinger i national og international sammenhæng har retsfølger. Fremkomsten af sådanne retsfølger ændrer ikke grundlovsspørgsmålets basale karakter, nemlig efterprøvelsen af, om folketingets beslutning om Danmarks deltagelse i krigen er grundlovsmæssig.

at den danske regering ikke var i god tro ved indfortolkningen af bemyndigelse til væbnet magtanvendelse i de tidligere resolutioner vedrørende 1. Golfkrig.

at krigen i faktisk forstand ikke ved sagens anlæg var afsluttet.

at afgørende for om krigen kan anses for afsluttet er, om de faktiske krigshandlinger er ophørt.

at så længe faktisk væbnet kamp finder sted mellem soldater og organiserede bevæbnede grupper, kan det ikke folkeretligt antages at den ulovlige angrebskrig er afsluttet.

at så længe der ikke foreligger en fredsaftale eller en våbenhvile mellem de stridende parter, kan det ikke folkeretligt antages at den ulovlige angrebskrig er afsluttet.

at den FN-bemyndigede sikringsstyrkes tilstedeværelse i Irak var en følge af den ulovlige angrebskrig.

Endvidere gøres det gældende:

at anerkendelsen i resolution 1483 af 22. maj 2003 af USA og Storbritannien som besættelsesmagt efter den humanitære folkeret er en folkeretlig tilkendegivelse af, at krigen fortsatte, nu blot i en besættelsessituation

at FN-resolution 1500 af 14. august 2003, der refererer til ovenstående resolution, ikke anerkender det midlertidige regeringsråd, som repræsentativt endsige udøvende irakisk suverænitet.

at FN-resolution 1511 af 16. oktober 2003, der refererer til ovenstående resolutioner, gentager ønsket om, at det irakiske folk snart må regere sig selv, og derfor ikke anerkender det midlertidige regeringsråd, som repræsentativt endsige udøvende irakisk suverænitet. Krigen kan derfor ikke anses for afsluttet på dette tidspunkt.

at FN-resolution 1511 af 16. oktober 2003 ikke er en folkeretlig accept af angrebskrigen med tilbagevirkende kraft.

at FN-resolution 1546 af 8. juni 2004, der refererer til ovenstående resolutioner, fortsat omtaler koalitionens besættelse af Irak, hvorfor krigen ikke folkeretligt er endt på dette tidspunkt.

at FN-resolution 1546 af 8. juni 2004 ikke er en folkeretlig accept af angrebskrigen med tilbagevirkende kraft.

at FN-resolution 1637 af 8. november 2005, der refererer til ovenstående resolutioner, stadigt udtrykker ønske om, at Irak snarligst må afslutte den politiske overgangsproces, og irakiske tropper genvinde fuldt ansvar for sikkerheden på det irakiske territorium. Krigen er derfor ikke folkeretligt afsluttet.

at aftalen mellem den irakiske regering og FN er en nullitet, idet den fra irakisk side blev indgået af en part, der ifølge grundlæggende folkeretlige regler ikke har fuld folkeretlig handleevne.

at Irak først efter gennemførelsen af parlamentsvalget den 15. december 2005 besad et suverænt organ, som kunne fremsætte anmodning til FN om sikringsstyrkens tilstedeværelse.


Deraf følger:


at folketingsbeslutning B 118 af 21. marts 2003 om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak er folkeretlig ulovlig og derfor i strid med grundloven.

at folketingsbeslutning B 165 af 15. maj 2003 om dansk militær deltagelse i en multinational sikringsstyrke i Irak efter anmodning fra USA og Storbritannien er en fortsættelse af den folkeretligt ulovlige angrebskrig og derfor fortsat i strid med grundloven.

at folketingsbeslutning B 1 af 10. oktober 2003 om styrkelse af det danske bidrag til den multinationale indsats i Irak er en fortsættelse af den folkeretligt ulovlige angrebskrig og derfor fortsat i strid med grundloven.

at folketingsbeslutning B 56 af 2. december 2003 om fortsat dansk bidrag til den multinationale indsats i Irak er en fortsættelse af den folkeretligt ulovlige angrebskrig og derfor fortsat i strid med grundloven.

at folketingsbeslutning B 213 af 2. juni 2004 om fortsat dansk bidrag til den multinationale indsats i Irak er en fortsættelse af den folkeretligt ulovlige angrebskrig og derfor fortsat i strid med grundloven.

at folketingsbeslutning B 42 af 25. november 2004 om det danske bidrag til den multinationale indsats i Irak efter anmodning fra den af besættelsesmagten indsatte irakiske premierminister ikke kan sidestilles med en anmodning fra en suveræn statsleder, og beslutningen er derfor en fortsættelse af den folkeretligt ulovlige angrebskrig og fortsat i strid med grundloven.

at folketingsbeslutning B 89 af 31. maj 2005 om styrkelse af det danske bidrag til den multinationale indsats i Irak er en fortsættelse af den folkeretligt ulovlige angrebskrig og derfor fortsat i strid med grundloven.

at Danmarks medvirken i den multinationale sikringsstyrke efter anmodning fra FN ikke kan sammenlignes med andre missioner, som Danmark har deltaget i.


Sagsøgerne skal derfor fastholde deres retlige interesse i afgørelsen af sagsøgers principale påstand om, at den danske regerings angrebskrig mod Irak uden et FN-mandat er folkeretligt ulovligt og derfor i strid med Grundloven. Subsidiært påstås der overført beføjelser i strid med Grundlovens § 20 ved at underlægge danske styrker amerikansk kommandokontrol.


-------

4. SÆRLIGE BEMÆRKNINGER TIL SVARSKRIFTET VEDRØRENDE ÆGTEFÆLLERNE KIRKMANDS SAG

4.1. UNDERSKREVET KONTRAKT VEDRØRENDE UDSENDELSEN

Overordnet bemærkes, at det selvsagt ikke tilkommer den udøvende magt at etablere kontraktsforhold vedrørende danske statsborgeres (eller andres) deltagelse i en grundlovsstridig krig. Allerede af den grund er eksistensen og indholdet af kontraktsforholdet irrelevant.

Endvidere skal det bemærkes, at sådanne kontrakter almindeligvis underskrives under forudsætning af, at udsendelsen skal foregå under overholdelse af forsvarslovens og anden lovgivnings bestemmelser om kommando- og andre kompetenceregler.


4.2. ÅRSAGSSAMMENHÆNG

Da de danske styrker – også i form af sikringsstyrken under besættelsen – alene befandt sig på irakisk territorium som følge af den oprindelige folketingsbeslutning, nemlig B 118 af 21. marts 2003, om dansk deltagelse i koalitionsstyrkernes angrebskrig mod Irak, er der selvsagt årsagssammenhæng mellem sagsøgtes anvendelse af folketingsbeslutningen og ægtefællerne Kirkmands søns død under tjeneste.


4.3. 22/11-05-STÆVNINGENS FREMSTILLING AF DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

I sit svarskrift af 3. februar 2006 side 14, øverste afsnit, har sagsøgte anført, at sagsøgers fremstilling vedrørende de faktiske omstændigheder er præget af en af sagsøgte hævdet vildfarelse. Sagsøgte anfører, at det ikke er folketingsbeslutning 118 af 21. marts 2003 om Danmarks deltagelse i angrebskrigen mod Irak, der er grundlaget for udsendelsen af Bjarke Olsen Kirkmand.

Hertil bemærker sagsøgerne, at Bjarke Olsen Kirkmands udsendelse og død i tjenesten er en direkte virkning af folketingsbeslutning 118 af 21. marts 2003 om Danmarks deltagelse i Irak-krigen, der den 1. oktober 2005 ikke var afsluttet, jf. afsnit 3.7.


4.4. FORSVARSMINISTEREN SOM PART ØNSKET AF SAGSØGTE I STEDET FOR SAGSØGTE

I sit svarskrift af 3. februar 2006 side 14, afsnit 2 og 3, har sagsøgte anført, at statsministeren ikke er rette sagsøgte.

Hertil bemærker sagsøgerne, at nærværende sag angår en overtrædelse af grundloven, for hvilken navnlig sagsøgte er ansvarlig.

Det er sagsøgtes processtrategi at forsøge at flytte sagens fokus bort fra sagsøgte.

Sagsøgerne fastholder sagens genstand, som er det foretagne grundlovsbrud.

Sagsøgerne bemærker i den forbindelse, at der ikke herved er taget stilling til, at ikke også forsvarsministeren kunne være omfattet af ansvar. Det er sagsøgernes valg, hvem af flere der ønskes sagsøgt.


---


5. SAGSØGTES BEGÆRING OM SÆRSKILT BEHANDLING AF FORMALITETEN

Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at sagerne under kumulation, jf. stævning af 22. november 2005 side 11, behandles uden særskilt behandling af sagsøgtes afvisningspåstand.

Nærmere til støtte herfor anføres:

Som det fremgår af de processkrifter, der allerede foreligger, består der en direkte sammenhæng mellem sagens formalitet (søgsmålskompetence) og realitet (grundlovsbruddet), hvilket af denne grund gør det procesøkonomisk klart uhensigtsmæssigt at foretage udskillelse.

Hertil kommer, at dersom der træffes bestemmelse om udskillelse af formaliteten og domstolsprøvelsen heraf fører til, at der som i Højesterets dom af 12. august 1996 konstateres, at der består søgsmålskompetence (hvilket i givet fald først bliver ved den endelige retsafgørelse, der tidligst foreligger i 2008 eller 2009), vil en prøvelse af realiteten herefter skulle påbegyndes for første instans, hvorefter en endelig retsafgørelse af sagens realitet næppe kan forventes at foreligge tidligere end 2010 eller 2011.

Dette er selvsagt ikke alene ganske uhensigtsmæssigt for udøvelsen af domstolskontrol med et vitalt vigtigt samfundsanliggende, men også stridende mod bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, hvorefter borgerne har krav på en retfærdig rettergang inden en rimelig frist, hvilket stiller krav til den sagsøgte statsminister om ikke at forhale sagen.

---


6. TIL SAGSØGTES PROCESOPFORDRING

Sagsøgerne kan oplyse, at anmeldelse overfor Arbejdsskadestyrelsen har resulteret i et afslag. (bilag 34)

Sagsøgerne har som anført af modparten modtaget erstatning i medfør af bekendtgørelse nr. 129 af 28. februar 2005 om forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning stor kr. 522.000,-.

I medfør af denne bekendtgørelse kan der ikke udbetales godtgørelse for tort eller svie og smerte, hvorfor sagsøgerne har rettet dette krav mod sagsøgte under nærværende søgsmål.

---
BILAGSFORTEGNELSE:

34. Uddrag af Den tværministerielle arbejdsgruppe om Terrorbekæmpelse, ”Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror”
35. Kommentar af Nis Gellert, chefkonsulent i Udenrigsministeriet, trykt i Politiken 17. februar 2006.
36. Artikel fra Politiken af 17. marts 2006, ”Præsident Bush: Amerika er i krig”, Michael Jarlner
37. Afslag på erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen


PROCESOPFORDRINGER:


Opfordring 1:

Sagsøgte opfordres til at dokumentere hvorfor og hvordan fuld dansk kommando kan eksistere parallelt med amerikansk operativ kontrol, jf. svarskriftets side 23.

- udsendelsesinstruks
- kommandoinstruks


Opfordring 2:

Sagsøgte opfordres til fremlægge samtlige tilgængelige vurderinger fra PET og FE vedrørende den forøgede terrortrussel mod Danmark som følge af Danmarks deltagelse i koalitionsstyrkernes angreb på den suveræne stat Irak.


Opfordring 3:

Sagsøgte opfordres til at oplyse, hvorvidt det bestrides, at Danmarks deltagelse i Irak-krigen har været medvirkende årsag til Muhammed-krisens omfang.


Opfordring 4:

Sagsøgte opfordres til at oplyse om Politikens gengivelse af præsident George W. Bush’s udtalelse er korrekt gengivet i den i bilag 36 fremlagte artikel.


København, den 15. maj 2006

Christian Harlang Bjørn Elmquist