Grundlovstale i Odense 2008 Af Kate Klokkerholm, på møde arrangeret af Junibevægelsen. I oktober 2005 afleverede 24 danskere, heriblandt jeg selv, en stævning i Østre Landsret, mod Anders Fogh Rasmussen, som leder af den danske regering og repræsentant for det folketingsflertal, som i marts 2003, besluttede at sende danske tropper ind i en amerikansk ledet angrebskrig mod Irak. Grundlaget for krigen ved vi i dag, var både forløjet og manipuleret. Herhjemme var det whistle-bloweren Frank Grevil, der afslørede hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste havde haft sine forbehold og bestemt ikke havde entydige efterretninger på, at de masseødelæggelsesvåben, der var krigens primære begrundelse – dengang - også fandtes i den virkelige verden. Daværende generalsekretær i FN, Kofi Annan, udtalte, at krigen var ulovlig i forhold til FN-Chartret og de fleste af de lande vi normalt læner os opad og sammenligner os med, fulgte denne opfattelse. I Tyskland eksempelvis, traf højesteret en afgørelse om, at krigen var ulovlig! Jeg kan af gode grunde ikke vide, hvad der sker inde i en statsministers hoved. Måske havde han bare nogle rigtig dårlige politiske rådgivere, eller også handlede det helt banalt om, at han havde et behov for at udvise handlekraft og vovemod ved at gå med amerikanerne og ikke mindst sin personlige ven, George Walker Bush, i hans hadefulde og blinde korstog mod terrorister. Ved sådan i al offentlighed at spise kirsebær med de store, ville Fogh måske selv komme til at syne en lille smule større herhjemme og dermed gafle stemmer. Jeg ved ikke om det var sådan han tænkte. Men jeg spekulerer på, om han engang imellem er kommet i tvivl. Fx når et anset britisk tidsskrift – The Lancet – i 2006 opgjorde de civile tab i Irak til 655.000 mennesker. Et meget præcist tal, fordi deres måde at optælle på, er ret præcis og aldrig har været anfægtet videnskabeligt. 655.000, det er Odense Kommunes befolkning ganget med tre en halv. Og siden er der kommet endnu flere til. Altså helt uskyldige mennesker, mænd, kvinder, børn – ja hele familier - der har mistet livet i en krig, som vi har lod i – som vi er medansvarlige for. Også danske soldater har mistet livet, men i ét eller andet omfang har de trods alt selv valgt at være en del af den krig, selvom man godt kan diskutere om en ung eventyrlysten soldat på 18-20 år, helt har gjort sig klart, hvad krig også indebærer – både i relation til andre og i relation til sig selv. Men øvelsen – eller strategien - som Fogh jo er en sand mester i, har foreløbig set ud til at lykkes. Han har efterfølgende vundet to folketingsvalg, uden at krigsdeltagelsen på nogen måde blev et emne i nogle af valgkampene. Og da han kunne se i meningsmålingerne, at krigen ikke længere gjorde ham populær i befolkningen, trak han sine tropper ud igen, uden at det tilsyneladende har skadet hans troværdighed eller image væsentligt. Og uden at befolkningen har fået at vide, hvem der så vandt den krig. Men tabere er der til gengæld mange af. Én af taberne, nemlig forældrene til én af de danske dræbte soldater, tilsluttede sig Grundlovskomitéens sag og nu tænker I måske, at vi jo så må have et virkelig godt kort på hånden. Men sagen er, at selvom vi har en god sag, så har vi slet ikke nogen retssag endnu. For før man kan føre en grundlovssag, skal sagsøgerne vurderes i forhold til deres såkaldte søgsmålskompetence. Domstolene skal vurdere om vi har en retlig interesse i sagen, om vi har lidt personlig overlast, som følge af Irak-krigen. Og her tæller tabet af en søn ikke tilstrækkeligt i vægtskålen, efter landsrettens opfattelse. Statsministerens advokat, Kammeradvokatens svar i Landsretten var, at den her slags sager burde afgøres ved stemmeurnerne og at der i øvrigt slet ikke var tale om en krig, da den unge soldat faldt, for allerede i maj 2003, altså et par måneder efter invasionen, afblæste regeringen nemlig krigen og erklærede, at der nu var tale om ren og skær filantropisk hjælp til at genopbygge landet. Med langt over en halv million døde civile, er det vanskeligt at få øje på den genopbygning – og den filantropi. Og sådan har statsministerens og regeringens argumentation for overhovedet at føre den her krig, hele tiden ændret sig. Han er altså en dygtig strateg, den statsminister. Vi har naturligvis anket sagen om søgsmål til højesteret, hvor den blev indstævnet for nøjagtig et år siden. Så facit er, at vi her 3 år efter, at vi stævnede statsministeren, stadig ikke véd, om vi overhovedet får lov til at føre sagen i forhold til dens substans, nemlig det påståede grundlovsbrud. Napoleon skal i sin tid havde sagt, at et lands grundlov bør være både kort og uklar. Og dét lever den danske Grundlov sådan set fint op til. Så når jurister vurderer især en grundlovssag, studerer de altid forarbejderne til loven. Grundlovsbruddets kerne er Grundlovens § 19 stk. 2. og da den paragraf blev ændret ved den seneste grundlovsændring i 1953, udtalte formanden for Venstres rigsdagsgruppe, Niels Elgaard, som også var med i grundlovskommissionen, at “militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med De forenede Nationers pagt”. Og det samme sagde alle andre debattører dengang. Vi har nogle få personer i sagsøgerkredsen, som selv var med i -53 og de husker også, hvad det handlede om. Jeg skal ikke kunne sige, om pressens minister har indgået uhellige alliancer med pressen, men faktum er, at den såkaldte 4. statsmagt har glimret ved sin tavshed i forhold til den her sag. Der har været skrevet og udsendt uendelig lidt omkring sagen. Måske er den simpelthen for kedelig, for indviklet, for langtrukken. Og måske sælger den derfor ikke aviser. Og de, der mere vedholdende har forsøgt at få statsministeren i tale om Danmarks deltagelse i Irak-krigen, som fx Bo Elkjær fra Ekstra Bladet, måtte bruge urimelig lang tid og mange kræfter, før det endelig lykkedes. Og først efter at ombudsmanden havde udtalt sig kritisk om Foghs påfaldende tavshed. Jo ……… statsministeren er en virkelig god strateg. Grundlovssagen vedr. Irakkrigen er ekstrem vigtig. For hvis ikke der én gang for alle tages en principiel afgørelse på, hvorvidt Danmark skal følge international ret, tør jeg slet ikke tænke på konsekvenserne. Hvad bliver det næste land vi invaderer? Syrien? Pakistan? Fortsæt selv. Der er skam mange lande, der kunne trænge til et rask lille demokrati-check fra os, der er eksperterne på det område. Vores retssag handler ikke om Irak, om jagten på terrorister eller om indførelse af demokrati i de varme lande. De varme olielande, kunne man fristes til at præcisere. Retssagen handler om Danmark og om vores eget demokrati. Når § 19 i 1953 blev ændret, var baggrunden jo de frygtelige konsekvenser af nazificeringen i store dele af Centraleuropa – stærkest i Tyskland. Vi måtte sikre os i selve Grundloven, at angrebskrige aldrig blev en mulighed igen. Og at konflikter skulle løses med fredelige midler. Der var altså tale om en slags selvvalgt binding. En sådan binding kender vi også fra mytologien. Odysseus bandt sig selv til masten på sit skib, for at hans mandskab ikke skulle få held med at løsne ham, når han bad dem om det i det øjeblik han hørte de skønne sireners sang fra havet. Odysseus var altså bevidst om sin egen menneskelige svaghed – og tog sine forbehold. I 1953 bandt man sig på samme måde til folkeretten. For sæt nu hvis .... Retsvæsenet er tredje ben i magtens tredeling i den måde vi har sikret magtdelingen på i vores udgave af demokratiet. Og retsvæsenets fornemmeste formål er at beskytte borgerne mod overgreb og ulovligheder fra statsmagten. Derfor har alle danskere en retlig interesse i den her sag. Men det der sker i praksis, er tilsyneladende det stik modsatte. Retsvæsenet ser foreløbig ud til at beskytte staten imod borgernes anklager om lovbrud. Statsministeren bruger retten til at hive sagen i langdrag ved at påstå, at vi ikke har en retlig interesse. Ja … - han er sørme en god strateg. Så selv hvis man godtager Foghs værdigste bestræbelser, nemlig at støtte den demokratiske udvikling i Irak, er det paradoksale, at han i sin iver efter at indføre demokrati i et andet land, rent faktisk undergraver det i sit eget. I København går Grundlovskomitéen i dag forrest i et sørgeoptog, hvor vi rent symbolsk begraver Grundloven ud fra den betragtning, at den tilsyneladende ikke er i live mere. Men som en veninde sagde til mig for nylig: “Fortvivlelse er en hån mod fremtiden”, så kampen fortsætter – naturligvis. På den ene eller den anden måde. Vi har allerede næsten 4.000 støttesagsøgere, som giver en god og fornem tyngde, når vores sag om søgsmål prøves i Højesteret – forhåbentlig inden længe - men vi vil gerne have endnu flere. Kate Klokkerholm